Side:De uden Fædreland 1906.djvu/119

Denne side er blevet korrekturlæst

105

— Skal du til Spil? spurgte Holstein, der stod og rystede sine Ben til Rette.

— Først imorgen, svarede Joán.

Holstein stod med begge Hænderne i Lommerne:

— Naa, flagede vi alle over Sengestederne, hver med sin Klud, saa blev ’et nu et broget Telt.

— Revoir, sagde han.

Og han gik.

Joán stod midt i det tomme Rum. Og paa én Gang løftede han begge sine Arme op mod det tause Rum, til Armene faldt igen, ned mod hans Krop — som med et Slag.

Han gik ud paa Gangen. Prins Chiras Dør stod aaben. Med Nakken støttet imod Muren sad den unge Inder og stirrede med ubevægelige Øjne paa de grønne Træer.

— Chira, sagde Joán, det har ringet.

Inderen flyttede sit Ansigt, hvori intet Træk forandredes.

— Det har ringet, Chira, sagde Joán igen og tog hans Hænder, der altid var kolde.

Og som om hans Sørgmodighed pludselig vilde bryde sine Bredder ved Berøringen af