JOHAN SKJOLDBORG
ser det ud hos Per Holt, hvis bryllup med Sofie vi bivåner, — det er ligesom hans lette humør og sterke ryg holder ham længst oppe.
Heller ikke mange er istand til at holde et sligt barselgilde som det, Per engang indbyder til. Ældre folk indser jo, at sådant et gilde blir vel det eneste, de unge folk kommer til at briske sig med i hele deres liv. Men det står dog i den almindelige husmandsbevidsthed med en sær glans, „som en letsindig overdådighed i Gyldholms huses historie.“ Det er gilde, så det forslår, og det ender, som man kan tænke sig, med voldsomme sammenstød, hvor Per Holt hævder sin værtsstilling og styrker sit gode ry ved at slå urostifteren, den sterke Jens, overende.
„Tyende-husmændene er stadig fængslet til gyldholms lader, stalde og muldbanker. Kun når der er valg til rigsdagen, slippes de ud i landet.“ De gjør da også sin pligt. De stemmer på kancelliråden, „som de pleier, — derfor er de jo kommen.
Så sørger de for at få noget at drikke. Og på hjemkørslen kan alle kjende, at det er herregårdsfolk, der er på vognen.“
En dag dukker der op en fremmed fugl i denne indestængte verden. Det er en ny husmand, men af en hel anden slags end gyldholmracen, han er fra kjøbstaden, han abonnerer på „Socialdemokraten“, han er munter og begeistret, han holder små foredrag for husmændene, som bringer dem til at studse og stikke hovederne sammen. Ladefogden svarer han freidig, og det utrolige hænder, at han vover det samme ligeoverfor kammerherren. Han blir selvfølgelig op-
— 213 —
