SVINGNINGER OG STEMNINGER
Så var Danmark et slagent land. Bitterlig slagent. Det politiske nederlag, tabet af Sønderjylland, var tillige et vældigt moralsk nederlag, der var tabt en kapital af tro og tillid, af virkelyst, af historiske traditioner. Danmark var blit noget helt andet, lidet og forladt, det, som begyndtes, dengang Frederik den 6te afstod Norge, det var nu fuldbyrdet. Der trængtes en hel åndelig nybygning, forat folket kunde rejse sig. De gamle begreber og de gamle idealer havde mistet sin rod i de virkelige forhold. Ingen romantik er blit grundigere revideret af virkeligheden end den danske. Foreløbig merkedes kun slaget: matheden, bitterheden, tvilen.
Der er én redning for et lidet folk, som er blit haardt tilredt, ribbet i sin aandelige velstand, skuffet i sine kjæreste illusioner, fattigt paa alt undtagen paa sorg. Og det er at vende blikket udad, søge fornyelse der, hvor livet leves sterkere. Der var for danskerne kun ny bitterhed at hente af landets egne traditioner. Fortiden kaldte blot det sørgelige billede af nutiden mere levende frem. Den Grundtvigske lære om den nordiske kraft, som skinnede i forfædrenes bedrifter, klang som ironi for den klogere iagttager af nyere dansk historie — en grusom ironi. Enhver revanchetanke, enhver chauvinisme, enhver nokså liden storhedsdrøm havde tyskernes uendelige overmagt kvalt i fødselen. Her var intet at leve paa. Men danskerne havde en anden formue end den nationale. De er i en vis forstand Europas mest civiliserede folk. Ingen nation sidder inde med et sådant fond af alsidig forståelse af det fremmede, af kosmopolitisk kundskab og smidighed. Det er de europæere, som kjender Europa bedst. Efter det store neder-
— 2 —
