| 580 | Eskil drager til Clairvaux og Rom. |
der ingen anden Udvej aaben for Svend end at forlade Landet. Hans Folk vilde kæmpe, men Kongen var modløs, og over Falster naaede han til Sachsen (1154).
Paa den Tid var ogsaa Ærkebisp Eskil draget til Udlandet, kun et Aar efter hans sidste Hjemkomst fra et længere Besøg i Clairvaux (1152—53).
Der vil være Grund til her at kaste et Blik paa Ærkebisp Eskils Gerning. Der rullede i Eskil noget af Tidens urolige Blod, og han hørte til de sammensatte Naturer, som synes at være et Særkende for den. Langt kraftigere end sin Forgænger paa Ærkesædet havde han de samme smukke kirkelige Maal for Øje som denne, men naar Asser var en Hjemmefødning med kort Horisont, var Eskils Syn og Øje uroligt rettet imod den store katolske Verden. Eskil var god og from, men Lidenskaben kunde føre ham til tvetydige eller dadelværdige Handlinger. Med hans Vilje til at udrette noget stort for Kirke og Folk var forbundet Herskelyst, og dog kunde han samtidig gribes af Trang til at nedlægge Vaabnene og fly Verden, saaledes som da han for sin Ven Bernhard af Clairvaux fremsatte Ønsket om at trække sig tilbage i et Kloster, hvilket Forsæt denne dog fik ham til at opgive (1152). Eskil kunde derfor ogsaa, om end med et Suk, finde sig i, at den norske Kirke gled bort fra ham under et eget Ærkesæde — saaledes som Kardinal Nikolaus, nu Pave Hadrian IV (1154—59), havde ordnet det under sit Besøg i Norge (1152) og i Danmark (S. 576) — og han gjorde ikke paa Bremerkirkens Maade afmægtige Forsøg paa at omstyrte det skete. Eskil var en tro Talsmand for Kirkens alvorligste Tanker — underligt nok havde han dog været gift eller havde i alt Fald en Datter —, det mærkes under hans Styrelsestid, hvorledes de højere gejstlige Embeder blive besatte med dygtige og nidkære Embedsmænd. Hertil kommer saa hans store Fortjenester af Klosterstiftelserne.
Da han som ung Mand opholdt sig ved den berømte Domskole i Hildesheim, faldt han i en svær Sygdom og havde da et Syn, som gjorde et dybt Indtryk paa ham. Det forekom ham, at han var ved at fortæres af Skærsilden, da Guds Moder frelste ham, imod at han lovede at bringe hende fem Skæpper af fem forskellige Slags Korn. Dette blev udlagt for ham saaledes, at han skulde stifte til Marias Ære fem Klostre af fem forskellige Ordener, af hvilke hver skulde huse mindst tolv Personer. Som Ærkebisp satte Eskil
