Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/508

Denne side er ikke blevet korrekturlæst
484 Egil plyndrer og brænder et norsk Skib.

Skarer om sig og førte sig helt fyrsteligt; hans store Stue, helt klædt med Skjolde, lignede mest en Kongehal.

Da kom der Bud fra Kong Olaf Kyrre om, at et stort og rigt lastet norsk Købmandsskib var sejlet gennem Øresund til Bornholm, men at derefter hvert Spor af det var tabt, hvorfor Kongen anmodede sin Svoger om at anstille Efterspørgsler om Skibet. Knud sejlede da af Sted til Bornholm med en Deling Skibe og flere af sine bedste Mænd om Bord. Nær ved Landet kom de forbi nogle Smaaøer og bleve opmærksomme paa, at en stor Del Stene ved Stranden vare helt mørkerøde, som om der havde været en stor Brand paa Stedet. Deres Mistanke var vakt, men de sejlede videre og toge Ophold i Nærheden, af Blod-Egils Gaard. Hvad Folk her fortalte om Egil og hans Mænd kunde kun bestyrke Mistanken, og nu lod Knud ved Nattetid, medens Egil endnu sad og drak med sine Mænd, hans Gaard omringe. Stedt for Kongen maatte Egil bekende, at han en tidlig Morgen, da det norske Skib ved indtraadt Ebbe laa paa Grund, havde listet sig til Skibet, taget Mandskabet til Fange og røvet det indladede Gods; derpaa havde han ladet Skibet trække op paa Stenene og brændt det saavel som alle Fangerne. Kong Knud kaldte det et Niddingsværk, som fortjente Døden, og vel tilbød mange af Egils Frænder Kongen at ville udrede Bøder for ham, men Knud raabte: »Jeg vil ikke gøre mig til Nidding over for Gud ved for Gave at dømme uretfærdigt; Døden var alt fortjent ved eet Menneskes Mord, nu har Egil myrdet saa mange og siden levet af det stjaalne«. Saaledes blev da Egil klynget op i en Galge. Ogsaa Egils Mænd bleve straffede paa Liv eller Lemmer, andre joges af Landet. Men da Egil havde mange Frænder mellem Stormændene, skaffede Kongens Handlemaade ham mange Uvenner.


III.
Kong Knuds Plan om en Erobring af England. Den danske og norske Flaade samler sig I Limfjorden, men Toget maa opgives. Oprøret mod Knud og Kongens Mord.

De, som i sin Tid havde støttet Knud paa Valgmødet ved Isøre, havde ikke henvist til den store kirkelige Reform, som han nu gennemførte, de saa i ham den tapre Kriger, og mange af dem havde sikkert ventet, at han vilde føre Danmark paa ny ind paa Erobringsbanen. I Virkeligheden havde Knud næppe et Øjeblik tabt af Sigte, at Folkets Ære og Tradition forlangte, at man søgte