395
Slaget ved Helgeaa 1026.
Knuds Flaade nærmede sig, og Olaf lod da den Sø, hvorfra Helgeaaen strømmer ud, tilstoppe ved en Dæmning af Træ og Græstørv, ligesom han ved Grave ledede Vandet fra andre Søer ind i Helgeaaen, som derved fik en høj Vandstand. I Aaen lod han endvidere styrte en Mængde fældede Træer. Kong Anund havde ved Udløbet oppebiet Knuds Ankomst og lagt sig Øst for Mundingen med Skibene sammenlænkede og ordnede til Kamp. Knud lod en Del af Fartøjerne lægge ind i Aamundingen og Havnen; men den største Del af Flaaden maatte forblive ude paa Søen; det var ogsaa for sent til allerede den Aften at begynde en Kamp.
Anund havde sendt Bud til Olaf om Knuds Ankomst, og denne lod næste Morgen sine Folk gennemskære Dæmningerne, hvorpaa han ilede ned til Skibene ved Stranden. En stor Del af Knuds Krigere vare gaaede i Land og samtalede eller forlystede sig, da Aaen pludselig udsendte Vande som et Fossefald, der rev Skibene løs eller lod dem kæntre, samtidig med at hoppende Træstammer fór ind mod dem eller lagde sig spærrende for Sejladsen. Mange af de Krigere, som vare gaaede i Land, reves med af Strømmen, andre druknede ved Skibenes Kæntring, og vel søgte de Danske at kappe Ankertovene, men Fartøjerne bleve af Strømmen kastede mod hinanden. Knuds store Drage blev drevet hen mod den fjendtlige Flaade, der straks angreb den. Dragen var dog langt højere end de svenske Skibe og havde talrigt og dygtigt Mandskab, saa at Angriberne let sloges tilbage; desuden kom nu ogsaa Ulf Jarl til Hjælp med sine Skibe og den betydelige Del af Flaaden, som havde ligget paa Søen. Da fandt Anund og Olaf det klogest at trække sig tilbage, thi med den samlede Flaade turde de ikke tage Kampen op. De maatte være glade ved at have paaført Fjenden et alvorligt Uheld uden selv at miste nogen Mand. De styrede op langs den svenske Kyst og lagde ved Aftentid ind i en Vig. Men i Løbet af Natten sneg en stor Del af den svenske Ledingsflaade sig bort.
Næste Morgen lod Kong Anund blæse til Husting, og hele Hæren gik i Land. Han forestillede Kong Olaf, at der med de tiloversblevne 120 Skibe og de norske 60 Skibe næppe kunde udrettes noget imod den danske Konges store Flaade. Han vilde derfor tilbyde Olaf Vinterophold i sit Rige. Olaf takkede ham, men søgte dog at overtale sine Krigere til at fortsætte Kampen til Vinteren, eftersom Knud sikkert ikke kunde have en saa talrig Flaade samlet længe. Da man nu hørte, at Knud efter at have er-
