Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/391

Denne side er ikke blevet korrekturlæst

367

Fredslutning med Angelsachserne.


  Engles Fyrste,   han fuldt kæk
  saa med Fred jeg farer   Kæmper tiltaled:
  og ej Helveds Vætter   »Vor Sjæl skal kun hærdnes
  Ve mig volde!«   og Huen højnes,
  &nbsp   med Hjertet mere modigt,
  Da ham hugged   som Kræfterne mindskes.
  hedenske Kæmper   Her ligger vor Høvding
  saa og Svende   haardelig hugget,
  to ved hans Side:   den gode i Gruset.
  Ælfnoth og Wulfmær   Græmme vil sig evig
  laa paa Valen,   den, som fra Fæller
  næst ham lode   flygte tænker!
  de Livet begge.   Svag af Krop
      svigter jeg ikke;
  Byrhtwold raabte   her næst min Herre
  og rejste Skjoldet,   huer mig Lejet,
  alderstegen Helt   ved saa gæv en Mand
  Ask-Stang svinged;   er godt at hvile.«

Ogsaa paa anden Maade har man mindedes denne sørgelige Kamp, idet Byrhtnoths Enke lod brodere en Fremstilling af sin Mands tapre Færd og hans Fald; hun skænkede det prægtige Tapet til Kirken i Ely.

Nederlaget maa have været afgørende, thi Landets Stormænd besluttede, hvad der hidtil aldrig var sket i England, at købe Vikingerne bort. Der blev lovet dem 10,000 Pund, og som flere Gange tidligere blev der sluttet en formelig Traktat mellem Hæren og Angelsachserne om, at Fred for Fremtiden skulde herske, og at enhver af Parterne vilde lade Brud paa Freden straffe. Det blev fastsat, hvilken Bod der skulde gives for Manddrab, og hvorledes den fredelige Handel skulde beskyttes.

Nu vendte Vikingerne Vaabnene andensteds hen, saaledes mod Anglesey. I øvrigt var Kong Æthelred straks beredt til at overliste de Danske. Han lod en Flaade samle med det Øjemed at overrumple dem i en eller anden Havn, men Ealdorman Ælfric forraadte Planen og løb over til Fjenderne, saa at disse i Tide undslap. Fejghed og Troløshed betegnede i det hele stadig Angelsachsernes Færd, og Æthelred kunde ingen Bistand faa fra Beboerne af Danelagen, idet de enten selv nedstammede fra Danske eller havde Slægtninge i den fremmede Hær og derfor vægrede sig ved at kæmpe med den.

I Aaret 994 blev London angrebet af en stor Flaade, anført af Kong Svend og Olaf Tryggvason. Her sloges de dog tilbage af de tapre Bymænd. Men da de derefter kastede sig over Rigets Syd-