Side:Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/124

Denne side er blevet korrekturlæst

106

Kong Skjolds Hidkomst og hans Bortfærd.

bragte fjerntfra.
Ej saa jeg skønnere
Skude lastet
med Ledingsklæder
og Kampvaaben,
med Sværd og Brynjer.
Paa Brystet bredtes
mangfoldigt Smykke,
det med ham maatte
som Vovens Eje
viden fare.

Ej mindre gavmildt
Gaver de reded,
rige Skatte,
end hine skænked,
som ved hans Ophav
hidsendte ham ene
som Barn over Voven.
Vaje de lod
gyldent Mærke
højt over Hovedet,
lod Skvulpet sejle ham,
gav ham til Søen.

Tung var Tanken,
trangt var Modet.
Mænd ikke mægted
med Sandhed sige
— Hallens høje Raad,
Helte under Himlen —
hvor den Baadlast landed.

En skønnere og idérigere Fremstilling af en Kongestammes Herkomst kan man ikke tænke sig; de græske Kongesagn indeholde ikke en herligere Fortælling. Gode Konger gives af Himlen — til Danmark kommer den skønne Dreng sejlende fra ubekendte Egne, men at han er højbaaren og gudefødt, derom vidne de Kostbarheder, som omgive ham. Kornneget peger paa den Frugtbarhed, han vil bringe, ligesom Skjoldet paa den skærmende Magt, han vil øve. Da hans Sendelse er endt og Landet har vundet Magt, Rigdom og Hæder, vender han tilbage til sit ukendte Hjemsted, men efterlader dog som en kostbar Arv en ædel Slægt og Kongestamme.

I Danmark er dette Sagn om Skjolds Komme og Udgang glemt, hvorimod de danske Krøniker vel kende ham som Kongernes Stamfader og som Fyrsten, der øvede store Bedrifter. Og i Skildringen mødes, som vi nu skulle se, netop de danske Efterretninger med Fortællingen i Beovulfkvadet. Det berømte Digt, som vil besynge de Danskes store Gerninger og Kongestammens Skæbne, maner i sine allerførste Linier Mindet frem om Stamfaderen Skjold, »med Neget« (Scefing).

Lytter! Vi spurgte
Spyd-Daners Gerning,
Folke-Fyrsters i fordums Dage,
hvordan Ædlinge
Helte-Id øved.

Ofte Skjold Scefing
Skarer af Skalke,
Frænde-Flokke,
fra Mjødbænken jaged.
Kæmper han kued
alt fra sit Komme,