Side:Carl Muusmann - Matadora.djvu/26

Denne side er blevet korrekturlæst

V. KAPITEL.

D
D

e to Venner sad længe tause paa Balkonen og stirrede ud over det blaa Vand og den gule Sandkyst, paa hvilken man saa Herrer og Damer bevæge sig mellem hverandre i de stramme, stærkt farvede Badedragter, medens Børnene soppede barbenede i Havstokken eller byggede Fæstninger op i Sandet.

Saa sagde Hugo Hjorth endelig:

— Hør, sig mig, Niels, hvad er det med den Skat. Det lød saa underligt, og det gjorde et saa stærkt Indtryk paa Dig, da jeg berørte Sagen, at jeg ikke har kunnet faa den ud af Hovedet. Du har vel ikke oplevet et Eventyr, et rigtigt Eventyr, et af dem, som alle sukker efter, naar de er paa Rejse?

— Ja, Du er jo min Ven, og vi er i Udlandet, hvor man betror sig mere til hinanden end hjemme. Saa lad mig da hellere fortælle Dig det Hele, skønt det maaske vil forekomme Dig at være noget dumt Vaas og Hjernespind. Carmen greb det strax med sin stærke og livlige Fantasi, da jeg en Aften kom til at fortælle hende det. Hun tror, at jeg ikke tænker paa andet end den Skat,