— 76 —
har vist mig, i hvor høj Grad min udødelige Sjæl er Slave af sit skrøbelige Hylster.
Tidlig har jeg været oppe ved den hellige Lund og naturligvis fundet Dr. Franks Kapelvindue oplyst. Sørgmodig er jeg vandret tilbage til Kroen og har sat mig paa Bænken udenfor og stirret længe og bedrøvet paa mine Støvlesnuder. Derefter er jeg gaaet en Tur over Lyngen, har senere beundrende kigget paa min Hønsegaard, været inde i Krostuen og drukket Kaffe tre Gange og er endelig gaaet op paa mit Værelse for at skrive til Dem.
Nu som jeg sidder her, fylder en lyksalig Fred mit Indre. Jeg befinder mig som en Mand, der forgæves har søgt Lykkens læskende Druer i sin Hjemstavn og nu er draget ud til en fremmed og ensom Egn. Selvopgiven og træt er han sunken om paa Bænken i en Have, hvis forkrøblede Træer gyser i den kolde Vind. Men Haand under Kind og i sine tunge Grublerier har han ikke mærket, hvorledes Sommeren plantede blomstertætte Ranker omkring ham; og først da de attraaede Frugter støder bugnende mod
