Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag København


Menneskeløget Kzradock.djvu Menneskeløget Kzradock.djvu/9 66-81

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

V

Spændingens Tortur. — De lyver! — Politiskiltet. — Af Vejen! — Den udbrudte Patient. — Revolution. — Et Kaos. — De blege Ansigter. — Hænderne. — Narkotiske Dampe. — Forsvunden.

Gentag det! — brølede jeg som et vildt Dyr til Betjentene. — Gentag det! hvad er det, I siger?

— Galehuset brænder! svarede en af dem lakonisk.

Jeg fo'r afsted, som var jeg en udbrudt Patient og havde en Skrue løs. Fulgt af de to Opdagere, der gik paa som rene Sporhunde, rasede jeg hen over de udlagte Sprøjteslanger, der lignede Tarme af et slagtet Fabeldyr.

Lige i Nærheden af Sindssygeanstaltens Port stod Dampsprøjten med Fyr under Kedlen, rystende under Pumpernes voldsomme Slag. medens Dampen væltede lavt frem fra Skorstenen.

Selve Sindssygeanstalten laa mørk derinde … som forladt.

Ild var der ikke til at opdage.

Da vi vilde trænge ind ad Porten, traadte den vagthavende Brandofficer hen til mig. Han greb mig i Armen og raabte:

— Hvor vil De hen?

— Jeg er Anstaltens Overlæge, svarede jeg, kender De mig ikke … Dr. Renard de Montpensier. Lad mig for Guds Skyld komme frem!

— Ikke et Skridt videre …! befalede Brandofficeren. — Og med sit Korpus spærrede han den smalle Passage mellem Slangerne, der var ført ind gennem Portaabningen.

— Afvejen for Dr. Renard de Montpensier! skreg jeg det gælder min Ære og mit Liv! … Det gælder mine videnskabelige Resultater! — Det gælder mine Patienters Liv! Det gælder alt, hvad der er mig dyrebart … Afvejen Dumrian af en Embedsmand! — Afvejen uniformerede Usling! Guderne tilgive mig min Vrede, men jeg er rasende …

Jeg var ved at hulke af Vrede. Brandofficeren saa haanligt paa mig:

— De lyver!

— Hvad gør jeg, spurgte jeg som falden ned fra Maanen … lyver jeg?

— Ja De gør, svarede Brandofficeren og vinkede et Par Brandmænd hen til Hjælp. De lyver! De er aldeles ikke Dr. Renard de Montpensier. Godt at vi fandt Dem! Ti De er tydeligt nok en af de udbrudte Patienter. Hvad Dr. Renard de Montpensier angaar, saa har jeg talt med ham for et Øjeblik siden. Det er jo ham, der leder Redningsforsøgene.

Saa vendte jeg mig mod Monsieur Carbonel og sagde:

— Vil De forklare den Herre, hvem jeg er …

Monsieur Carbonel trak sit Politiskilt fra og præsenterede sig.

Brandofficeren tog Politiskiltet og betragtede det nøje, saa sagde han:

Ja … dette Politiskilt er ægte nok! Men det er stjaalet. Jeg har nemlig talt med Monsieur Carbonel for lidt siden. Og han fortalte mig, at hans Skilt i Tummelen, da Patienterne var blevet lukket ud, var blevet ham frastjaalet.

Jeg følte mig en Besvimelse nær. Det var, som Jorden gled bort under mine Fødder, og jeg stammede:

— Men hvad er der dog hændt paa min Anstalt?

Monsieur Carbonel var truende traadt Brandofficeren et Skridt nærmere.

— Vil De hente en af de menige Betjente, raabte han, saa skal vi faa at se, hvem jeg er!

Brandofficeren rystede sagtmodig paa Hovedet:

— Jeg vil ikke gøre mig til Nar, sagde han. Og sig mig blot … hvem bilder nu f. Eks. den tredie Person dér sig ind, at han er?

Og Brandofficeren pegede paa Mr. Wells.

Da lo Monsieur Carbonel. Et hævngerrigt Smil gled hen over hans Ansigt, og han sagde:

— Hr. Brandofficer, den Mand kan passende tjene som et retfærdigt Offer for Deres Skarpsindighed. Det er virkelig en af de udbrudte Patienter, som vi har fanget. En rasende Englænder, der lider af Forfølgelsesvanvid … Han tror sig ansat ved det amerikanske Opdagelsespoliti og har længe været moden til den allersikreste Indespærring. Behold ham i Deres Varetægt, lad ham ikke slippe bort, ti han er farlig! Men vi andre fordrer i Lovens og Retfærdighedens Navn fri Passage.

Mr. Wells saa virkelig i dette Øjeblik ud som en Kværulant. Med Hatten i Haanden, saa det røde Haar skinnede i det usikre Lys, for han løs paa Monsieur Carbonel. De to Brandmænd maatte styrte til og skille mine to Ledsagere, der allerede var i Haarene paa hinanden.

I det samme tog Monsieur Carbonel en lille Fløjte op af Lommen og satte den for Munden. To gennemtrængende Pift skar gennem Luften. Saa lagde han atter Fløjten i sin Lomme, korsede Armene over Brystet og stod saaledes, afventende og lyttende.

Inde fra Gaarden og fra begge Sider af Gaden hørtes løbende Trin og omtrent i samme Nu stod tre Betjente som skudt frem af Mørket foran os. Da de saa Monsieur Carbonel, førte de alle tre Haanden til Kasketten.

— Kender I mig? spurgte Monsieur Carbonel.

De tre Betjente nikkede.

— Vær saa venlig at forestille mig for den Herre dér, sagde Monsieur Carbonel, han fortjener at kende mit Navn!

Betjentene nævnede Monsieur Carbonels Navn.

Brandofficeren var bleven bleg. Han stammede:

— Saa forstaar jeg ikke et Muk …

— Ønsker De flere Beviser? spurgte Monsieur Carbonel. Forstaaelse kan man aabenbart ikke forlange af en Brandofficer! Men trøst Dem med, at det ikke er hver Dag, et Galehus brænder … Og sig mig nu, hvor er Ilden?

— Ilden, svarede Brandofficeren, her er aldeles ingen Ild! — Jeg forstaar ikke, at De ikke ved bedre Besked, naar De dog hører til Opdagelsespolitiet …

— Her er ingen Ild! udbrød jeg. Himlen være lovet, her er ingen Ild! Hører De Monsieur Carbonel, hvad han siger? Han skænker mig Livet tilbage. Her er ingen Ild. Min Anstalt brænder ikke … Mine dyrekøbte Værker er ikke fortærede af Flammerne … Alt kan blive godt endnu! Er det virkelig sandt Hr. Brandofficer, er her ingen Ild?

— Nej, svarede Brandofficeren, det er her ikke … Men her er Revolution.


— Revolution! udbrød jeg.

— Ja, svarede Brandofficeren, det er sørgeligt men sandt. Patienterne har gjort Oprør. Derfor har Sprøjterne maattet hentes.

— Lad os komme derind! raabte jeg. Mig vil de forstaa! Mig vil de lystre!

— De har sat sig i Besiddelse af Bygningens Fløj ud mod Haven, vedblev Brandofficeren. Der har vi rejst Stiger, og derfra ledes Slaget … Inde i Bygningen kæmper Brandmændene og Betjentene mod Patienterne … Først tændte de røde, bengalske Blus, saa hele Bygningen laa oplyst … Himlen maa vide, hvor de har faaet Fyrværkeristadset fra … Men nu har de nedsænket alt i Mørke, saa der maa kæmpes uden Lys … En Del af Patienterne er flygtet ned i Haven, hvor den Mand, der kaldte sig Dr. Renard de Montpensier holder Taler til dem. Jeg troede, han beroligede dem. Men nu forstaar jeg det bedre, det maa være ham, der ophidser dem!

— Det er forfærdeligt, skreg jeg, hvorledes skal dette dog ende?

— Lad os komme derind jo før jo heller … jeg tager disse tre Betjente med mig! raabte Monsieur Carbonel.

— Jeg vil med! brølede Mr. Wells.

Monsieur Carbonel smilede, og sagde henvendt til Brandofficeren:

— De svarer mig for denne Mand. Han er min Patient, det uhelbredelige Offer for den angelsaksiske Races Opdager-Hallucinationer. Pas godt paa ham og stænk ham med lidt Vand, hvis han skulde blive for krasbørstig.

Og Monsieur Carbonel smilte stadig — Brandofficeren lo; Mr. Wells skar Tænder; Taarerne løb ned ad mine Kinder.

— Lad mig komme ind, skreg jeg. Jeg holder det ikke længer ud.

Mr. Wells søgte paa alle Maader at slippe ud af Brandofficerens Favntag. Han skreg som en Besat. Han slog om sig og dunkede sit røde Hoved ind i Maven paa Brandmændene, der omringede ham. Men forgæves! Han var overlistet … og Monsieur Carbonel lo hoverende over sin Sejr, medens vi ilede gennem Gaarden og op mod Bygningens Hovedtrappe. Jeg mere løb end gik, mit Hjærte hamrede, og jeg var næppe mig selv mægtig.

Da vi kom ind i Forhallen, forstod jeg straks Ulykkens Omfang. Her havde Kampen aabenbart raset først. En Barrikade var bygget af Stole, Madrasser, Jernsenge og Skrammel. Alt laa væltet hulter til bulter, og helt op ad Trappen laa brækkede Stoleben, Glasskaar og iturevne Gardiner.

Jeg standsede forfærdet og forbavset. Hvem havde haft Magt til at sætte alt dette i Scene, og hvorledes var det sket bag min Ryg? Hvad var Meningen med det? og hvorledes skulde jeg finde den røde Traad i alle disse Hemmeligheder, der paa en eneste Dag var brudt ind over mig.

Min Tanke faldt paa Kzradock, ja, jeg tror, jeg udtalte dette Navn højt. Det indeholdt ligesom en svag Gisning, et Haab om Forstaaelse, en Anelse om en Løsning.

Kunde det være ham?

Pludselig hørte jeg en Lyd og fór sammen. Hvad var det? En underlig rislende Lyd … Aa, nu forstod jeg, det var Vandet. der rislede ned ad Trappen, Vandet fra Sprøjteslangerne, der havde været i Brug! Jeg fór op ad Trappen, Monsieur Carbonel fulgte. Vi løb gennem en lang Korridor uden at møde nogen. Dørene til Cellerne stod paa vid Gab, og Trækvinden, der kom ind gennem de ituslaaede Ruder, blaffede med Gardinerne. Fra en Celle hørte jeg med ét Klynken.

Jeg standsede og gik saa derind.

Paa Sengen laa en Portør kneblet og bundet.

Da han saa mig, traadte Øjnene næsten ud af deres Huler. Jeg gik hen til ham, befriede ham for Knebelen, laste hans Baand og spurgte med min gamle Kommandostemme, som jeg øjeblikkelig blev Herre over her i Cellen:

— Hvordan er dog dette gaaet til?

Portøren tog sig til Munden, og det viste sig, at en stor Vattampon var stukket helt ned i hans Hals. Da han havde faaet den ud og harket og spyttet lidt, begyndte han at fortælle:

Overrumplingen var sket kort efter min Bortgang fra Anstalten. Portørerne var blevet omringet af en halv snes af de stærkeste Patienter og kastede kneblede og bundne ind i de tomme Celler. Kun en eneste var det lykkedes at undslippe, og det var vel ham, der havde telefoneret efter Politiet og Brandvæsenet … Patienterne var gaaet meget fornuftigt frem ved Udførelsen af deres Plan og kun den Energi, de havde udvist under Mytteriet, fortalte om de abnorme Sjælsevner, der her var blevet sat i Bevægelse … En Oplysning af største Betydning fik jeg: det var ingen af mine Patienter, der havde været Anfører for Oprøret. Der havde været en fremmed Mand med.

Jeg bad Portøren følge mig, og vi gik videre gennem Mandsafdelingen — Monsieur Carbonel, de tre Betjente, Portøren og jeg.

Der var mærkeligt stille i denne Bygning i Oprør. Men dette forklaredes ved de lydtætte Døre, der fandtes overalt. Vi nærmede os nu Fløjen ud mod Haven. Kun en lang og snæver Korridor skilte os derfra. Hvad vilde der ske, naar mine Patienter saa mig? Hvorledes vilde de modtage mig? Og hvorledes skulde jeg berolige dem?

Nedad Korridoren kom en Brandmand løbende.

— Hvor er Patienterne? raabte jeg ham i Møde.

— Der er ingen Patienter mere i Bygningen, svarede han og standsede. De er drevet ned i Haven og fuldstændig omringede.

— Hvor mange af Kvinderne er der med? spurgte jeg.

— De er alle med, svarede Brandmanden, de er de ivrigste. De har gjort os Helvede hedt.

— Lad os skynde os derned, sagde jeg til Monsieur Carbonel.

— Nej, sagde Brandmanden, der er noget, der er vigtigere. Kom, følg mig!

— Intet er saa Vigtigt som mine Patienter, sagde jeg, jeg maa i det mindste se dem.

Og jeg løb igennem Korridoren og naaede hurtig Fløjen ud imod Haven. Gennem Midtervinduet for Enden af Gangen saa jeg paa en af de bageste Plæner den sørgeligste Forsamling, jeg nogensinde har seet. Dér stod, omringet af Brandmænd og Betjente, mine Patienter, alle iført Hospitalsdragt. Nogle hujede som vilde Dyr, andre sang, skingrende og sørgmodigt klagende.

Det var et uroligt Menneskehav af fortabte Skikkelser. Betjentene havde tændt en tre, fire osende Fakler, der spredte et spøgelsesagtigt Lys over de forpinte Ansigter. Nu og da søgte enkelte at slippe ud af Kredsen, men blev med Magt kastede tilbage. Aa, mit Hjerte fyldtes af Medlidenhed ved dette Syn. Jeg kendte jo deres Skæbne, jeg forstod dem saa godt. Det var som jeg stod Ansigt til Ansigt med alle Sorger og Lidelser i Verden, trængt sammen under en snæver Politikordon …

Men hvor var den Vilje, der havde bragt dem til Oprør?

… Monsieur Carbonel og de andre — dog uden Brandmanden — var fulgt efter mig. De stod alle ved Vinduet, tavse, som tryllebundne og sært bevægede ved dette forunderlige Syn derude i Haven. Men jeg maatte derned! Mit Hjærte var ved at briste af Fortvivlelse. En Brandstige var ført op til det Vindu, hvor jeg stod. Trods de andres Modstand vilde jeg benytte mig af den for hurtigst muligt at komme ned i Haven. Jeg stod allerede i vindueskarmen, da Brandmanden fra før atter kom løbende.

— Kom til Hjælp! raabte han.

— Hvad er det? skreg vi alle, nervøse som vi var og løb efter ham.

Han styrtede gennem Bygningen, Trappe op og Trappe ned, over Haabets Rotunde, gennem Smertens Korridor …

Men udenfor Kzradocks Værelse standsede han.

— Der trænger Røg ud fra dette Værelse, sagde Brandmanden.

Han greb i Dørgrebet. Men Døren, der ikke kunde aflaases, var alligevel lukket indvendig fra. Vi søgte at stemme Døren op. Det lod sig ikke gøre. Men mellem Døren og Tærskelen saa jeg en fin Røgstribe trænge frem.

— Vi maa derind! raabte Brandmanden.

Men nu lød der en Stemme derinde fra. denne tungsindige, som fra fjerne Zoner kommende Stemme, jeg kendte saa godt, Kzradocks Røst. Førend han talte, vidste jeg, hvad han vilde sige:

Under Floden, under Seinens smalle Flodleje … lød det.

Brandmanden huggede sin kortskaftede Økse mod Døren. Den gav efter. Vi hjalp alle til og pressede vore Hænder mod Fyldingen.

Der lød et Skrig fra Cellen. Og i det Øjeblik, Døren sprang op, saa jeg to Hænder, der udefra slap Vinduets Karm og vi hørte Faldet af et Legeme, der rutschede langs Muren.

Kzradock laa bedøvet i sin Seng. Værelset var fyldt af Dampe fra et Kulbækken, der var stillet paa Gulvet og i hvis Røg en stærk og hed narkotisk Duft sporedes.

Jeg løb hen til Vinduet og bøjede mig ud. Den Fremmede var aabenbart sluppet heldigt fra sit Fald.

Han var forsvunden.