Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 204-208

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VII. KAPITEL.

D
D

en Halvdel af Torospladsen, paa hvilken Tyren pludselig plumpede ind, lignede i et Nu et overfyldt Skibsdæk i Katastrofens Øjeblik.

Man hørte Skrig af Kvinder og Børn. Mødre værgede deres Smaa, hvis Øjne lyste af Rædsel, og Mænd, der næsten syntes mere forfærdede end Kvinderne, banede sig brutalt Vej mod Udgangene uden at ænse Hvin, Angstraab og Bønner.

Nede paa Pladsen stod Toros-Folkene et Par Minutter raadvilde paa den tomme Arena og stirrede efter den bortflygtede Fjende. Paa et og andet af de glatragede Ansigter spillede et Smil ved Synet af den Rædsel, der greb det Publikum, som ellers fra sit sikre Tilflugtssted overdængede Tyrefægterne med Haan, Spot og fornærmelige Tilraab, naar det ikke syntes, at man var rask nok til at sætte Livet paa Spil.

Og nu dette Billede af panisk Skræk og Fejghed! Det gav Oprejsning til en og anden for mangt et bittert Øjeblik. Men denne Følelse kunde selvfølgelig kun være rent forbigaaende. Det ligger Tyrefægterne i Blodet at værne om Torospladsens Ry, og dette kunde lide Skaar, om Publikum kom til altfor megen Skade.

Det syntes iøvrigt ikke saadan; Tyren havde for vanskeligt ved at klare sig oppe mellem de trappeformede Pladser. Folk havde faaet saa nogenlunde Tid til at frelse sig, og var sluppet derfra med Buler, Stød og Skrammer og en saa frygtelig Skræk i Livet, at Benene rystede under dem.

Tyren stod nu raadvild midt i en sand Mødding af ituknækkede Parasoller og Stokke, masede Hatte, Frugtkurve, Vifter, Mantiller, Aviser og Stumper af Hovedtøjer, Shawler og Overfrakker.

Folk begyndte at standse paa de øverste Pladser i Haab om, at Dyret ikke vilde have Kraft til at naa derop. Paniken var ved at lægge sig lidt, men ingen vovede sig frem til Tyren, der nu paany begyndte at vælte op over de trappeformede Pladser, medens Folk atter klumpede sig sammen og trykkede paa af Skræk.

Hent Lassoerne! hørte man Esparteros Stemme nede fra Arenaen.

At dræbe en Tyr med Kaarde udenfor Arenaen er nemlig en Umulighed selv for den fineste Tyrefægter. Den lange Klinge er ikke noget haandterligt Vaaben i hans Haand og dens Anvendelse rummer den største Fare, naar ikke alt forinden er lagt til Rette af Toros-Folkene.

Nede fra Arenaen, hvor Matadora stod bleg og ubevægelig, medens hun stirrede op paa Tilskuerpladsen, hvor hendes Optræden havde fremkaldt saa forfærdelig Ravage, kom imidlertid et Par af Banderilloerne løbende med lange Tov, som det var Meningen at faa kastet op om Tyrens Hals eller ind om dens Ben.

De mere modige standsede for at se, hvordan Sagen vilde udvikle sig. De, der sad paa den modsatte Side af den, hvor Katastrofen var sket, var forholdsvis hurtigt faldne til Ro og iagttog nu med Spænding det nye uventede Skuespil.

I Præsidentlogen havde Borgmesteren rejst sig og sendte opmuntrende Tilraab til Lassokasterne.

Udenfor Torospladsen havde Rygtet hurtigt bredt sig, om hvad der var sket. Kontrollen havde helt tabt Hovedet, og i stor Mængde strømmede Folk ind fra Gaden, kravlede over Barrieren og fyldte Arenaen.

Alle var lige optagne af at give gode Raad, men ingen havde rigtig Lyst til at gaa frem:

— Slaa den ihjel! Kvæl den! Hent Sprøjten! lød det fra alle Sider.

Nu smed den ene af Lassokasterne sit Reb i Vejret. Dets Slynge fik fat om det ene af Tyrens Horn, og et vældigt Bifaldsdrøn fra dem, der sad i Sikkerhed, hævede sig, medens de, der ikke var saa fjernt fra Tyren, begyndte at føle sig mere trygge.

Men det varede kun et Øjeblik med den stakkede Glæde. Tyren bøjede Hovedet, og Løkken gled af over de blanke, glatte Horn.

Dyret, der nu havde mærket, at det havde sin Fjende i Ryggen, vendte sig atter om og begyndte paany at stolpre op over Trapperne. Alle veg for den i en stor Bue. Men saa kom Modstanden!

En Mand brød pludselig ud af de ængstelig vigendes sammenklumpede Rækker. Nu havde han frigjort sig og stod alene. Han bøjede sig ned og tog et rødt Shawl, der laa midt imellem alle de flygtedes efterladte Genstande. Derefter lagde han Shawlet over sin Spadserestok og avancerede frem, medens hele Publikum aandeløs iagttog ham.

— Han er jo ubevæbnet, sagde Matadora til Espartero, medens hendes Hjerte bankede voldsomt.

— Nej, vist er han ikke, svarede Matadoren, der begyndte at føle lidt Jalousi over, at det ikke var en af Toros-Folkene, der var Redningsmanden. Han har jo en Pistol i Haanden.

— Hvor har han faaet den fra?

— Saavidt jeg kan se paa Kaliberen er det en af Karabinierernes. Der er vel en af dem, der har laant ham den, eller ogsaa har han selv taget den.

Tyren havde nu faaet Øje paa den røde Klud og reagerede ved at blive staaende. I samme Nu knaldede to Skud som Lyn efter hinanden, og Tyren væltede død om mellem Stokke, Parasoller og Hatte, medens Publikum begejstret hyldede den modige og aandsnærværende Skytte.

— Og hvem var han? spurgte Niels Castella, der i taus Spænding havde hørt paa sin Vens Beretning.

— Marquis de Plane! svarede Hugo Hjorth, der grebet af Minderne havde fortalt flydende som en Improvisator, der bliver Digter under Genoplevelsen af sit eget Indtryk og Tilhørernes Optagethed.