Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 266-270

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XX. KAPITEL

M
M

arquis de Planes Begravelse fandt Sted under umaadelig Deltagelse.

Matadora, som de første Dage efter Katastrofen havde været ude af sig selv af Fortvivlelse, var nu bleven ganske rolig og behersket.

Der var næsten kommet Majestæt over hendes skønne, nu saa alvorlige Træk, hvis marmoragtige Bleghed fremhævedes yderligere af hendes kulsorte Kostume.

Det var en Enke, paa hvem talrige Øjne hvilede med lønlig Tanke paa, at hun nu atter var fri og Herre over sin Haand og sit Hjerte.

Men Matadora, der altid tidligere, ogsaa som gift Kvinde havde følt Behag i Mændenes beundrende Blik, som hang ved hende, overalt hvor hun viste sig, hun syntes at være bleven fuldstændig ligegyldig for den tause Hyldest, der bragtes hende gennem Øjnenes Udtryk.

Med Blikket rettet ligefrem sad hun stiv og uimodtagelig i Hjørnet af sin Ekvipage, der nu var paa Vej til gamle Pater Vincensos lille Embedsbolig.

Pateren var beskæftiget med at arbejde i sin Have, da Marquisens elegante Vogn kørte frem. Pater Vincenso var ikke vant til saa fint Besøg. Hans Sognebørn bestod mest af Fattigfolk og endvidere af Tyrefægtere, for hvem han var Sjælesørger. Dog, dem saa han i Reglen kun i det lille Kapel inde paa Torospladsen, men sjælden i Kirken eller hjemme hos sig selv.

Pater Vincenso, der havde bare Ben, en stor Hat med bred Skygge og Spade i Haanden, traadte forbavset Matadora i Møde, idet han blottede Hovedet.

— Guds Fred være med Dig! sagde den ærværdige Gamling og slog Korsets Tegn. Hvad fører Dig til mig, mit Barn, og hvormed kan jeg hjælpe Dig.

— Jeg ønsker at skrifte for Eder, Pater Vincenso og høre Eders Raad.

— Skriftemaalet hører hjemme i Skriftestolen, mit Barn, men Kirken er ikke saa langt herfra.

— Kirken er vel overalt, hvor Himlen hvælver sig, og Skriftestolen, hvor to Mennesker taler alene Sjæl mod Sjæl.

— Det har Du vel Ret i, mit Barn. Lad os da gaa ned ved Floden, der har jeg bygget mig en lille Eneboerhytte, hvor jeg altid har følt mig Gud nærmest.

De gik tause gennem Haven, hvor Blomster og Buske overalt røbede den kyndige, kærlige Gartners Haand.

Nede ved Flodens Bred var der en lille Hytte, bygget af Palmestammer og Bastmaatter. Indvendig var Hytten foret med Mos og gennem kulørte Ruder faldt et rødligt Skær som af nedgaaende Sol over et Krucifix og en Bibel der laa paa et uhøvlet Træbord.

De tog Plads paa en lav Bænk og den gamle Pater lagde sin Haand paa Matadoras, idet han sagde:

— Hvad er der saa, mit Barn?

— Pater Vincenso! svarede Matadora i en sagte, stille Tone. Jeg er en stor Synderinde!

— Vi er alle Syndere! Det kommer blot an paa, at vi erkender det og prøver paa at blive bedre.

— Men jeg er ikke en Synderinde som andre, og jeg har ogsaa været anderledes end andre i den Maade, paa hvilken jeg har syndet.

— Jeg synes næsten, Du hovmoder Dig af Din Synd.

— Det var mig i hvert Fald ikke bevidst. Men jeg har leget med Menneskeskæbner. Jeg har haft Mænds Lykke i min Haand, og jeg har dræbt den. Jeg føler mig selv som en Morder.

— Det er svære Anklager, Du retter mod Dig selv, mit Barn!

— Men hvem anklager retfærdigere end En selv, naar man bliver klartseende. Jeg har dræbt Bombatini, og jeg har dræbt Marquis de Plane. Jeg hidsede deres Mod til Handling blot for at føle mig tilfredsstillet ved, at det var for mig alene, de satte Livet i Vove. Jeg forlangte ikke Livet i Vove én Gang for alle som min Kærligheds Pris, men jeg vedblev at forlange det for at ægge og hidse min Kærlighed, og jeg forlangte det saa ofte, at Døden før eller senere maatte blive deres Lod, saaledes som den ogsaa blev det. Er der Tilgivelse for saadanne Synder?

Der er Tilgivelse for alle Synder!

— Ja! Naar blot man skrifter og angrer.

— Jeg véd ikke, om jeg angrer. Det er kun et Opgør med mig selv, men jeg synes ikke, der er nogen Anger bag. Jeg tror, jeg vilde handle ligesaadan paany, om jeg fik Lov til at lade det Skete være ugjort.

— I saa Fald bliver Tilgivelsen svær!

— Men jeg vil heller ikke have Tilgivelse. Jeg vil ikke ydmyge mig og trygle paa mine Knæ for at modtage Tilgivelsen som en Naadegave. Jeg kan bede til Gud som en Pris til hans Ære; men jeg kan ikke bede ham om noget, mindst af alt om Tilgivelse.

— Men du store Gud. Barn, Du véd jo ikke, hvad Du selv siger. Hvad er det da, Du vil?

— Jeg vil ikke have Tilgivelse, jeg vil betale ærlig og redeligt, hvad jeg har forbrudt, jeg vil sone min Brøde. Kun i at bringe et Offer, et stort Offer; vil jeg kunne finde Trøst og Hvile.

— Saa bring det største Offer, svarede Pater Vincenso alvorligt.

— Og hvad er det?

— Livet!

— Livet, ja, det kunde jeg tænke mig at bringe som Offer. Men hvorledes?

— Ved at forsage Livet!

— Jeg tror ikke, Forsagelsen vil slaa Rod i min Natur. Er der ikke en anden Maade, paa hvilken jeg kan bringe Livet som Sonoffer.

— Jeg kender ingen anden, mit Barn.

— Ja, ja, Pater Vincenso, Tak for hvad I har sagt. Jeg vil tænke over Eders Ord: Livet som Sonoffer! Lev vel, og glem ikke at bede for mig!

— Det vil jeg aldrig aflade med, Donna Lola!