Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 109-114

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VII. KAPITEL.

D
D

er var forløbet et Par Dage.

I San Sebastian var man stadig ivrig oplaget af at diskutere Fænomenet Tordalkado, om hvilket Meningerne var højst forskellige.

De fleste holdt paa Hypnotisme. Der var ogsaa nogle, der nævnte Ordet Spiritisme, men hvordan det egentlig hang sammen, var der ingen, der kunde forklare.

Den spanske Flue udnyttede selvfølgelig den Sensation, som hans nye Trækplaster havde vakt, og allevegne paa San Sebastians Gader og Promenader saas mægtige Plakater med fantastiske Afbildninger af Tordalkado, for hvis Flammeblik den ophidsede Tyr stak i vild Flugt.

Saavel Bombatini som Marquis de Plane havde haft deres Spejdere ude, for at prøve paa at trænge ind i Kunststykkets Hemmelighed.

Matadoren havde nærmest arbejdet med sine Folk fra Torospladsen. De skulde bringe ham Besked om, hvad det var, som Tordalkado foretog sig oppe i det store Styrtevandsapparat. Men dels er Tyrefægtningsfolkene nu ikke særlig snedige, hvor det gælder Udregning af alle Slags Hundekunster, dels passede den spanske Flue paa som en Smed, saa at ingen fik Lov til at komme op paa Flyvestilladset. Adgangen til dette blev ikke blot laaset, men der blev ogsaa sat Segl for, saa ofte som det stod tomt. Det eneste, der kunde give noget af en Antydning, var, at der en Dag var kommet en stor Kasse, der var laaset med mange Slaaer, og i hvis Laag der var Huller. Denne Kasse var bleven hejset op paa Stilladset og var ikke senere kommet ned igen.

Marquis de Plane og hans Folk havde særlig haft deres Opmærksomhed henvendt paa det hemmelighedsfulde Hus. Man havde gjort forskellige Forsøg paa under alle Slags Paaskud og Forklædninger at trænge ind i det. Men stadig var Anslagene mislykkedes. Ingen uden Matadora kendte det Trylleord, der kunde faa det tætlukkede Hus' Dør til at aabne sig.

Da alle Forsøg i den Retning havde maatte opgives, havde Marquien koncentreret sit Spionarbejde paa Overvaagning af den ækle, forpjuskede Oppasser med det spidse Ansigt og den stinkende Frakke.

Han bevægede sig endel ude, og da kun de færreste kendte ham, vakte han ikke nogen Opsigt. Selv vidste han da aabenbart heller ikke noget af, at han blev observeret Nat og Dag. Han gik ud tidlig om Morgenen og begav sig ned til Torvehallen. Der købte han raa, blodig Indmad af Heste og Oxer. Han udvalgte selv de uhyggelige, levrede Tjavser og syntes at foretrække det halvraadne for det friske, hvorfor han ogsaa købte hos de allerdaarligste Slagtere. Dette kunde nu imidlertid være et økonomisk Spørgsmaal. Dog, dette syntes ikke at være Tilfældet. Thi naar han havde udsøgt de hæsligste, halvfordærvede Indvolde og Tarme, puttede han det altsammen i en lille, tætsluttende Kasse, som han omhyggeligt lukkede til.

Derefter gik han rundt i Hallerne til de allerførste Boder og købte det bedste baade af Kød, Fisk og Grøntsager og bragte det med sig hjem.

Skønt han havde to Jakker, som han skiftede med, stank de dog begge lige uhyggeligt med en skiden Os, og Marquien var efterhaanden naaet til den Anskuelse, at denne Stank ikke alene var at skrive paa Svinagtighedens Regning, da den lille Mand syntes meget ivrig til at bade og saaledes maatte anses for at have en vis Renlighedssans.

Dette var altsaa alt, hvad man foreløbig fra begge Sider havde opnaaet at erfare, og det kunde jo ikke siges at være overvældende eller særlig egnet til at bygge en Slagplan paa.

Og iaften skulde Tordalkado optræde for sidste Gang i San Sebastian. Torospladsens Amfiteater var udsolgt til sidste Række til forhøjede Priser, og imorgen gik den mystiske Dyretæmmer videre paa sin Tourné for at ende i Madrid.

Opnaaede han atter iaften en Sukces, og det var der al Udsigt til, saa var det næsten at betragte som givet, at Matadora vilde følge sit nye Sværmeri videre paa hans Rejse, og det vilde være vanskeligt eller næsten umuligt baade for Bombatini og for Marquien at udrette noget paa et fremmed Sted.

Skulde der slaas et Slag, maatte det være her i San Sebastian, og Bombatini og Marquis de Plane var da ogsaa derfor mødt i „Den blaa Drue“ til en sidste Raadslagning. Tyrefægterne, der vidste, hvad der var i Gære, fulgte opmærksomt de to Sammensvorne, der sad i dyb Samtale. De undte alle gerne Tordalkado en ordentlig Fiasko, da han var ved at tage Luven fra Toros-Mændene.

Pludselig var der en Banderillero, der forsigtig nærmede sig Matadoren og slog ham paa Skulderen, idet han sagde:

— Undskyld Mester! Men lille Juan vil gerne tale et Øjeblik med Dig.

— Jeg har andet at bestille, sagde Bombatini utaalmodigt, end at tale med den tossede Dreng. Juan var den lille Opvarter. Han var stærkt forvoxet, men hans Livs Drøm var alligevel at blive Tyrefægter. Han haabede, at den en Dag maatte gaa i Opfyldelse, thi naar han spejlede sig om Morgenen, lagde han tydelig Mærke til, at hans Pukkel hver Dag blev mindre. En Dag vilde den nok helt forsvinde! Tyrefægterne morede sig undertiden over at høre Juan tigge Bombatini, hvem Drengen saa op til som til et højere Væsen, om han dog ikke kunde bruge ham til et eller andet. Bare han maatte faa Lov til at være med paa Torospladsen, vilde han være lykkelig.

Bombatini, der var godmodig af Naturen, gik af og til ind paa Drengens Idéer, og den lille Juans Kinder kunde da brænde af Glæde, medens hans kloge, graa Øjne lyste.

Men idag havde Bombatini saa skam andet at bestille end at høre paa den pukkelryggede Drengs Sladder. Derfor vrissede Matadoren:

— Jeg har ikke Tid, lad ham gaa Pokker i Vold!

Men Banderilleroen tilføjede:

— Du véd, Mester, at lille Juan er et klogt og forslagent Hoved. Hans smaa Flyveøren har opfanget nogle Ord, der maaske kan hjælpe Jer paa Spor til at afsløre den langhaarede Abekat.

— Død og Pine! Hvor har han opsnuset det!

— Han er gaaet paa egen Haand efter ham med den stinkende Frakke, og han har hørt noget af en Samtale mellem ham og den spanske Flue.

— Lad ham strax komme herhen.

Juan kom springende, medens han straalede over hele Ansigtet og tørrede Hænderne i sit lange Forklæde. Han afgav sin Rapport hurtigt og velordnet som en lille Opdagelsesbetjent. Han var fulgt efter Tordalkados Folk, da de gik ud for at drikke et Glas sammen hos Basso nede ved Havnen. De havde talt om mange ligegyldige Ting, men saa havde den spanske Flue sagt noget, som Juan nok mente var værd at lægge Mærke til.

— Og hvad var det? spurgte Bombatini.

— Ja, det har jeg skrevet op, for at jeg ikke skulde glemme det.

Med disse Ord trak Juan et Ark Papir frem under Forklædet. Det var omtrent helt beskrevet med en god, fast Haand.

— Har Du skrevet det? sagde Bombatini med en umiskendelig Beundring i Stemmen, medens han holdt det skrevne Papir, saa at Bogstaverne stod paa Hovedet.

— Ja!

Bombatini brummede noget og rakte Papiret til Marquien, der hurtigt løb det igennem.

Saa tog han ned i sin Vestelomme og gav Drengen en stor Fempesetas af Sølv.

Matadoren og Marquien fortsatte derefter deres Raadslagning, medens Juan stod stolt og skyllede Glas bag Disken, dog med en lille Sorg i Hjertet over, at Anerkendelsen ikke var kommet fra den store Bombatini, men fra den fremmede Mand.