Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 99-103

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

V. KAPITEL.

D
D

et lille Kurvekøretøj holdt udenfor „Villa Blanca“, der laa temmelig afsides, højt oppe i Bjergene.

Huset lignede formelig en lille Fæstning. Alle Skodderne var tæt lukkede, i Haven saas intet levende Væsen, og indenfor var der saa stille, at man skulde tro, at Lejligheden var ubeboet.

Lola Montero gik op ad Stentrappen og slog et Par Gange med Hammeren paa Døren.

Ingen Lyd hørtes indenfor.

Atter lod Lola Montero Dørhammeren drøne, men stadig samme Tavshed.

Ærgerlig gik hun ned i Haven og rundt om Huset. Paa dets Bagside var der en ganske lille Dør, i hvilken der indvendig sad en Nøgle. Lola Montero buldrede paa, saa at det gjorde ondt i hendes smaa fine, behandskede Hænder. Hun stod nogen Tid og lyttede. Saa forekom det hende, at hun hørte Skridt indenfor, og hun mærkede, at Nøglen sagte blev taget ud, men der blev ikke lukket op.

Den alt besejrende Nysgerrighed greb hende. Hun bøjede sig ned og kiggede gennem Nøglehullet. Fra den anden Side mødte der hende et Øje, og de to Øjne vedblev nu forskende at hvile i hinanden, medens Lola Montero sagde saa højt, at det maatte kunne høres gennem Døren:

— Jeg har et Brev, som jeg skal aflevere, og som der skal Svar paa.

— Gaa om til Hoveddøren og kast Brevet i Kassen. Kom saa tilbage, lød en spæd Stemme til Svar.

Lola Montero blev helt glad over denne første Tilkendegivelse af, at der dog var noget levende i det døde Hus. Hun skyndte sig om til Hoveddøren, smed Brevet i Kassen og hørte det falde indenfor paa Gulvet.

Saa løb hun atter om til den lille Bagdør, efter at have givet Piccoloen Ordre til at røre Hesten en halv Times Tid, for at Køretøjet ikke skulde vække Opmærksomhed ved at holde stille.

Inde i Huset havde den underlige, gnomagtige Tjener imidlertid taget Brevet op og gik nu ind med det til sin Herre.

Værelset var fuldstændig blændet ved Hjælp af Skodder, for hvilke der yderligere var hængt tykke Tæpper. Iøvrigt var der lyst nok, idet der under Loftet var tændt en stor Krone.

Tordalkado laa paa en Sofa og læste i en Bunke Blade, af hvilke flere var smidt ned paa Gulvet, efterhaanden som han havde gjort sig bekendt med deres Indhold, eller rettere med det halve af deres Indhold, der angik ham selv, thi hele Resten syntes han ikke at ofre nogensomhelst Opmærksomhed.

Han var iført en kort, sort Fløjels Jakke og paa Hovedet havde han en rød Røghue, hvis Kvast bølgede omkap med hans lange mørke Lokker, der faldt ham helt ned over Skuldrene.

Paa Bordet stod Rester af Vin og Mad. Efter Antallet af Tallerkener og Glas at dømme, saa det ud, som om han havde taget godt til sig. Han gjorde da ogsaa Indtryk af at befinde sig i bedste Velvære, medens han laa der og smøgede nogle smaa gule Straacigaretter, der udsendte en tyk, blaa Røg. Af og til nippede han til en lille Kop, stærk Mokkakaffe, der stod paa et Divanbord,ved Siden af ham.

Da Tjeneren traadte ind, saa Tordalkado forbavset op, som om han ikke var vant til at blive forstyrret, og Tjenerens Væsen tydede ogsaa paa, at han ikke var helt sikker paa, hvordan hans Opførsel vilde blive optaget. Han rakte imidlertid forsigtigt en Bakke med et Brev hen til sin Herre, der støttede sig halvt paa den ene Albu og med tavs Forundring læste Indholdet af Skrivelsen.

Saa rejste han sig helt op og sagde:

— Luk hende ind, men saa forsigtigt som muligt, at det ikke vækker Opsigt. Lad hendes vente paa mig i Buddha-Værelset.

Gnomen forsvandt, og Tordalkado tømte sin Kaffekop, hvorefter han gik ind i et Sideværelse.

Den underlige, spidsnæsede Tjener, hvis grønne Frakke stank endnu modbydeligere inde i Huset end ude paa Torospladsen, lukkede imidlertid op for Lola Montero under mange Forsigtighedsforanstaltninger.

Det var et underligt Rum, i hvilket Skuespillerinden blev ført ind. Her som overalt i Huset var Vinduerne blændede ved Hjælp af Skodder og tykke, indiske Tæpper, der i kunstfærdig Vævning fremstillede allehaande mystiske Optrin. Paa det største, der næsten dækkede en hel Væg, skimtede man i vage Omrids en Fremstilling af et Møde i det hemmelige Broderskab Thags, hvis Medlemmer havde forpligtet sig til ved Gudinden Kali at snigmyrde enhver Fremmed ved Kvælning.

Som en Art Ramme om disse Billeder var anbragt udstoppede Slanger, der overalt stak deres flade, uhyggelige Hoveder frem med opspilede Gab, som vilde de sno sig frem og kaste sig over den Indtrædende.

I et Hjørne af Værelset stod en Buddha-Skikkelse med ildstraalende Øjne. Iøvrigt var Værelset kun halvt oplyst af en lille Tempellampe af Messing. Den hang under Loftet i en Kæde og kastede et gulligt, næsten magisk Skær over alle de løjerlige Genstande, der yderligere suppleredes med Vaaben, Skjolde og Metalbækkener.

Lola Montero følte en stærk Uhygge og var lige ved at fortryde, at hun havde vovet sig ind i det hemmelighedsfulde Hus. Men hendes Nysgerrighed var dog stærkere end hendes Frygt, og hun holdt Stand, indtil hun lidt efter lidt havde vænnet sig til Omgivelserne. Ventetiden blev temmelig lang, og hun satte sig paa en af de smaa, lave Stole, der fandtes i værelset, hvis Gulv var belagt med et tykt, blødt Tæppe.

Pludselig som ved et Trylleslag skilte Drapperierne sig, alle Slangernes Øjne lyste, og Tordalkado stod i Værelset. Han var iført en Slags Fakir-Kostume, hans lange, sorte Haar bølgede ned over hans Skuldre, hans kulsorte Øjne brændte med en hemmelig Ild, og han sagde med en Stemme, som han syntes at gøre dybere end den i Virkeligheden var:

— De har villet tale med mig. Vel, her er jeg!