Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 163-166

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XVIII. KAPITEL.

I
I

San Sebastian vakte det stor Sorg i alle Kredse, at Pedro Guerra vilde trække sig tilbage til Privatlivet. Et saadant Tab kunde kun sammenlignes med, at en pragtfuld Tenor forlod Scenen, medens hans Stemme endnu var i fuld Vigeur.

Og endnu mere ophidset var man over, at ogsaa dette smertelige Tab skyldtes de forbandede Amerikanere, der ikke havde faaet nok af at stjæle Kuba, Havanna og Filippinerne, men som nu ogsaa skulde berøve det spanske Folk en af dets Fredshelte.

Man var lige ved at lade sit Raseri gaa ud over den lille Miss Jenny ved at bringe hende en PibeSerenade under hendes Balkon. Men saa traadte Kusken fra Coimbra djærvt i Skranken for sin Brud. Han fortalte, hvor kækt hun havde handlet, og hvorledes det var hendes gamle Onkel, der var den eneste skyldige, idet han havde fordret, at Matadoren skulde trække sig tilbage. Saa nøjedes man med at forbande den amerikanske Millionær under mange stygge Eder.

Men Kusken fra Coimbra forstod, at der alligevel maatte gøres noget extra for at forsone Folkestemningen, hvis han skulde have en virkelig Sukces ved sin Tilbagetræden. Han lod derfor meddele, at han i Modsætning til alle tidligere Matadorer, der havde nedlagt deres sidste Tyr i Madrid, vilde give sin Afskeds-Corrida i San Sebastian.

Hele Indtægten skulde desuden tilfalde de fattige, og sammen med Kusken fra Coimbra vilde den unge Matador Reverti optræde. Han hørte til en berømt Tyrefægterslægt og var en opgaaende Sol, der allerede havde fejret store Triumfer i den spanske Hovedstad.

Reverti vilde efter Kampenes Slutning afskære Kusken fra Coimbras Coleta.

Dette Program var noget, Spanierne i San Sebastian kunde forstaa.

Coleta er Betegnelsen for Tyrefægternes særlige Frisure. Den dannes ved, at Haaret først stryges fremefter og derpaa i Bukler lægges tilbage for at sammenbindes i en Pisk. Kun Tyrefægteren bærer i Spanien sit lange Haar paa denne Maade, og naar han træder tilbage, lader han sig højtideligt i Arenaen berøve Tegnet paa sin Værdighed. Denne Ceremoni kaldes i Torossproget: Begravelsen.

Til Pedro Guerras Begravelse var Tyrefægtningspladsen da besat til sidste Bænk, og i Logen ved Siden af Præsidenten sad Jenny Patterson i pragtfuldt Toilette som Skive for alle de Tusinder af nysgerrige Blikke.

Aldrig nogensinde i Mands Minde var en Corrida forløbet saa festligt i San Sebastian. Kusken fra Coimbra var jo ikke, saaledes som det undertiden sker, en gammel, stivbenet Espada, hvem Alderen tvang til at vige for yngre Kræfter. Han var en første Klasses Klinge i fuld Vigeur, og han hidsedes af Feststemningen og Begejstringen, der brusede ham i Møde fra alle Sider.

Ialt nedlagde han sex Tyre sikkert og elegant. Da den sjette faldt, rejste Præsidenten sig og tilstod ham højtideligt „Tyrens Ører“, den højeste Udmærkelse, der kan blive en Matador til Del.

Men endnu var han ikke færdig. Endnu en syvende Tyr blev lukket ind. Den var ualmindelig haard og modig, og under vild Jubel holdt Kusken fra Coimbra sin brindo, idet han med blinkende Øjne raabte:

— Min Brud vier jeg denne Tyr! Saa nedlagde han ogsaa dette prægtige Dyr, uden at hans Klinge et eneste Øjeblik var vaklende eller ubeslutsom.

Jubelen, der brusede som et Uvejr, faldt atter til Ro i et Nu, da Kusken fra Coimbra slog op med Haanden og vendte sig mod Præsidentens Loge:

— Hr. Præsident! Ærede Forsamling! Fem lykkelige, uforglemmelige Aar har I skænket mig. I fem Aar har Eders Bifald og Velvillie fyldt mit Hjerte med Glæde og Begejstring for Spaniens ædleste, nobleste og mandigste Sport.

Med dyb Bedrøvelse skilles jeg fra Eder, men ogsaa med dyb Taknemmelighed. Men den Lykke, jeg opgiver, vil blive ombyttet med en endnu rigere, der vil give mig fuld Erstatning.

Farvel da, Farvel og Tak til Eder alle. Gem mit Minde, og glem ikke Kusken fra Coimbra, naar han hviler i sin Grav.

Dødsstilhed herskede paa den udstrakte Torosplads, som var man samlede om et Skafot, paa hvilket et ædelt Hoved skulde falde.

Den unge, smukke, slanke Reverti traadte nu hen bag Kusken med en Sax i Haanden.

— Mester! udbrød han, bleg og med Taarer i Øjnene, det er en tung Pligt, I har paalagt mig.

Saa klippede han med et rask Tag Pedro Guerras Haarpisk af og blev staaende med Skalpen i Haanden uden at sige et Ord.

Gennem Publikum gik der et Angstens Suk, som var det Guillotinens Kniv, der havde gjort sin Pligt.

Et Øjeblik senere brød man ud i jublende Leveraab. Men hvad nyttede alle Leveraab! Kusken fra Coimbra var død og begravet.

Men de, der havde været saa lykkelige at være til Stede ved Begravelsen, havde oplevet en Corrida, om hvilken de med vemodsblandet Stolthed vilde kunne fortælle deres Børn og Børnebørn.