Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 154-158

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XVI. KAPITEL.

B
B

ombatinis Begravelse havde fundet Sted med en Pomp og Pragt, som var det en Nationalhelt, der var bleven stedt til Hvile.

Byens Borgmester havde selv i sin Haand haft en af Ligvognens Kvaster, der i Syden meget praktisk holdes af de Mænd, som symbolsk vil antyde, at de gerne havde baaret Kisten til Graven.

Men om at bære var her ikke Tale. Bombatinis Kiste kørtes i et sandt Optog paa en Ligvogn med sølvgallonerede Kuske, og bagefter fulgte hele Køretøjer fulde af kæmpemæssige Kranse af Evighedsblomster og Perler.

Alle Butiker var lukkede, og Gaderne var fulde af Folk, der paa smuk, katolsk Maade blottede Hovedet, medens den afdødes jordiske Levninger førtes forbi.

Da Begravelsen var færdig, og Klokkerne var hørt op at ringe over San Sebastian, spredtes det store Følge i det dejlige Sommervejr.

Marquis de Plane havde tilbudt Lola Montero, der havde overværet Ceremonien i en lukket Stol i Pulpituret, en Plads i sin Vogn.

De kørte nu sammen, medens mange nysgerrige Blikke hvilede paa dem, og mange Bemærkninger blev gjorte i Krogene. Bombatini var jo falden for den Tyr, som han havde viet til Matadora. Men han havde paa Dødslejet overdraget alle sine mulige Rettigheder til Marquis de Plane. Det vidste man ogsaa. Bladene havde forlængst givet lange Referater af alt, hvad der var passeret.

Og saa kørte Matadora og Marquien Side om Side fra Bombatinis Begravelse. Ingen af dem talte, og ingen af dem havde Lyst til at være den første til at bryde Tavsheden.

Nu drejede Vognen om et Hjørne, og idet Matadora saa frem for sig, ytrede hun ligesom tilfældigt, idet hun pegede med Fingeren:

— Der var det, at Tordalkado boede!

Ogsaa Marquiens Nysgerrighed var nu vakt, og ligesom efter en stiltiende Overenskomst lod de Vognen standse foran det hemmelighedsfulde Hus og steg begge ud.

De gik ind i Haven og omkring Huset. Det var noget andet end i Tordalkados Dage. Alle Skodderne var aabne, saa at man kunde se ind i Værelserne, der syntes ganske tomme. Dørene, der tidligere havde været lukkede og stænget saa strengt, stod paa vid Gab. I et Vindue var anbragt en stor Plakat med et: Til Leje.

En gammel Mand gik og gjorde Haven i Stand.

— Boer der ikke mere nogen i Villaen? spurgte Lola Montero for at indlede en Samtale.

— Nej, ikke andet end som Rotter og Mus, ædle Senorita, svarede Manden.

— Er alt den forrige Lejers Indbo flyttet ud? fortsatte Skuespillerinden.

— Flyttet ud! Ja, det kan man jo gerne kalde det. Den Djævelhund, der boede der, flyede jo af Byen med Skyld og Gæld til Gud og Hvermand, saa nu har Fogdens Folk ladet hele Kramboden rydde for alt dens løjerlige Skrammel.

— Maa vi gaa indenfor? spurgte Lola Montero.

— Ja, med Fornøjelse! Der er saamænd ikke mere noget at se, og der stinker saa fælt efter ham! svarede den gamle Mand.

Lola Montero gik foran. Overalt laa der Bunker af Fejeskarn, tomme Flasker, Glasskaar og Papir, og midt i Roderiet: En flænget Hat, et rødt Slips og et Par gamle Støvler. Gennem de smudsige Vinduer stod Solen strid og ubarmhjertig ned over Uhyggen og Svineriet. At tænke sig, at det var disse Rum, der for blot en Uges Tid siden havde haft en saa mægtig og mystisk dragende Magt over hendes Sind.

Lola Montero kunde slet ikke mere begribe det.

Hun standsede foran en Dør, der var bemalet med nogle underlige, hemmelighedsfulde Tegn, der tidligere, naar hun havde set dem, havde lyst i Mørket. Nu var det kun nogle almindelige, graa Kruseduller.

— Derinde var hans allerhelligste! udbrød Lola Montero uvilkaarligt. Han sagde, at den, der betraadte det Rum, maatte dø.

Marquien lo tvungent og svarede:

— Jeg havde aldrig troet, at De var hysterisk, Donna Lola.

— Det mystiske har Magt over alle Kvinder, indtil det afsløres for dem!

Marquien havde med et rask Tag aabnet Døren og sagde næsten spottende:

— Denne Afsløring er næsten for brutal. Se, hvordan det staar til i det allerhelligste.

Lola Montero kastede Blikket ind i et snavset Køkken, fra hvilket en ækel, raadden Stank slog den indtrædende i Møde.

Henne i den sorte Skorsten var der noget, der rørte sig.

— Hvem er der? spurgte Marquien.

Det varede lidt, saa kom en lille, pukkelrygget Fyr tilsyne.

— Er det Dig, Juan? Hvad bestiller Du her?

— Jeg henter mig et Par af Tordalkados indiske Moskusrotter, inden de bliver slaaet ihjel af Værtens Folk. Man véd aldrig, hvad man kan bruge dem til.

— Er Rotterne dér?

— Ja, det er et helt lille Stutteri, svarede Juan. Vil De se, Hr. Marquis?

Marquien traadte nærmere, medens Lola Montero holdt sig lidt tilbage. En stor Kasse var indvendig beslaaet med Blik, og der var Glas for dens Forside. Bag Huden saa man Dyrene ligge i store Klynger med deres Yngel, medens enkelte forskræmte foer rundt og med et Klask løb Snuden mod Glasset.

— Det var altsaa Hemmeligheden! sagde Lola Montero. Og hvem afslørede den for Jer?

— Ja, det gjorde den lille Mand dér, svarede Marquien, medens Puklingen bukkede smigret og forlegen. Han havde hørt den spanske Flue sige til Manden med den stinkende Frakke:

— Det var da et Held, at jeg fik taget Katten fra Donna Lola, ellers havde den nok vejret Moskusrotterne.

Der blev ikke talt mere, men medens de kørte hjem, sad Lola Montero og tænkte med Vrede paa, hvorledes den spanske Flue før hendes første Besøg hos Tordalkado havde forklaret hende, at Kattens Elektricitet nevtraliserede de Troldmanden iboende overnaturlige Kræfter.