Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 33-37

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

VII. KAPITEL.

F
F

rokosten var forbi. Det glade, højrøstede Selskab havde spredt sig inde i den store Have, hvor hvide Marmorstatuer lyste mellem Palmer og Piniers mørke Blade.

I en lille, kølig Grotte, hvis Indgang var halvt dækket af nedhængende, filtret Vinløv, havde Lola Montero søgt Rekreation for den anstrengende Flirt, der bølgede om hendes skønne, efterstræbte Skikkelse.

Hun laa nu i en Art Hængekøje, der kun var dannet af en tarvelig Bastmaatte, og hun følte Velvære ved Ensomheden, medens hun kastede Røgen i Vejret fra sin ægte Havannacigaret.

Det raslede i Løvet, der gled til Side, og Marquis de Plane traadte ind i Mørket, der næsten blændede ham ovenpaa det stærke Solskin udenfor.

Lola Montero syntes aldeles ikke at blive forbavset. Der var snarere lidt Utaalmodighed i Stemmen, da hun sagde:

— Naa, man maa da heller aldrig faa Lov til at være alene et Øjeblik.

— Nej! Naar man er saa skøn som De, Senorita Lola, har man ikke Lov til at unddrage sig Mændenes Blik, til hvis Husvalelse Vor Herre har skabt Dem.

— Det er ellers haarde Betingelser! svarede Skuespillerinden og lo. Men naar De ikke kan undvære Synet af mig, saa sæt Dem i hvert Fald derovre paa Mosbænken. Jeg vil helst have Dem lidt paa Afstand. Jeg er ikke rigtig sikker paa Dem i Mørke.

— Senorita! udbrød Marquien med en let Bebrejdelse i Stemmen. Jeg er først og fremmest Adelsmand.

— Naa, ja, godt Ord igen. Men hvad er det saa, De vil mig; thi De er vel ikke kommen alene for mine smukke Øjnes Skyld.

— Aah, Senorita! For de Øjne kunde jeg gaa i Døden, men det er rigtigt, jeg er ikke kommen udelukkende for at faa Lov til at bade mig i deres Glans. Jeg er ogsaa kommen for at gentage for Dem, at Bombatini er en Mand, der er uværdig til Deres Kærlighed.

— Hvem taler om Kærlighed, min gode Marquis?

— Ligemeget! Han er uværdig til den varme Interesse og store Ømhed, med hvilken De omfatter ham.

— Og hvorfor det?

— Fordi, som jeg før sagde, han kun er en simpel Slagtersvend. Fra Barnsben har han gaaet i Slagterierne i Toledo og faaet Lov til at øve sig paa Kreaturerne, indtil han tilsidst opnaaede den Færdighed, han nu har, til at staa en Tyr ihjel.

— Og det regner De ikke for noget, min kære Marquis. Hvad øvede Deres store Forfædre sig paa? De Forfædre, af hvem De er saa stolt. Paa at slaa Mennesker ihjel. Og naar De havde opnaaet den Færdighed, saa var de Riddere uden Frygt og Dadel.

— Men de kunde andet og mere.

— Mange af dem kunde næppe andet end føre en Klinge.

— Godt, lad saa være. Der var maaske ogsaa nogle af dem, der ikke kunde andet, men det var Folk med Mod.

Lola Montero rejste sig halvvejs op i Hængekøjen, og medens hun støttede sig paa Albuen, saa hun gennem Mørket hen paa Marquis de Plane og sagde:

— Nej hør! Nu begynder De virkelig at interessere mig. Er der Noget, jeg sætter Pris paa, saa er det Modet, paa Modet og kun paa det. Alle andre Egenskaber hos en Mand er mig ligegyldige, thi har han Modet, det store Mod, saa gennemsyrer det hele hans Karakter og sætter sit Stempel paa alle hans Handlinger. En Mand, der er modig, han er altid stolt, uegennyttig og ærbødig mod Kvinden, en Mand, der er modig, er ude af Stand til at begaa en lav Handling. En Mand, der er modig, alene han er i Stand til at bringe et Offer, om saa Ofret var Livet selv.

Derfor vilde jeg ogsaa godt kunne have elsket en af Zaragossas lasede Saracenerhelte og ladet ham faa Oprejsning for hans Lidelser i mine Kærtegn. Men hvor finder man Helte i vore Dage i Spanien? Mellem Soldaterne? Aah lad os ikke tale om dem; aldrig har mit Hjerte blødt, som under Krigen med Amerika, da sammenløbne Yankeer jog Spaniens Hær paa Flugt og erobrede selve den store Christobals Grav.

Nej, Modet, Marquis, det findes i Spanien kun paa Torospladserne, thi Tyren kender ikke til Skaansel. Tyren er Faren selv, og Matadoren er Modet selv. Den Dag, Tyrefægtningerne blev forbudt i Spanien, var det ude med Modets store Exempel, og Spanieren vilde have opgivet sig selv, hans Saga var ude.

Derfor beundrer jeg Tyrefægterne, derfor færdes jeg iblandt dem, selv om de ikke alle har en Adelsmands fine Manerer, naar de spiser og drikker; derfor omfatter jeg en Mand som Bombatini, selv om han kun er en almindelig Slagtersvend, med en næsten national Stolthed, og derfor forbavses jeg, saa jeg er ved at tabe Næse og Mund, naar De i Deres blinde Jalousi tør antyde, at han ikke er modig. Han er en Helt!

Med disse Ord, som Lola Montero vidste ikke kunde modsiges, lænede hun sig atter tilbage, træt og varm af at tale. Hun havde ikke ventet, at Marquien atter vilde tage Ordet, men at han vilde føle sig sønderknust af hendes Bevisførelse.

Hun blev derfor ganske betuttet, da hun hørte Marquien le og sige:

— Undskyld, at jeg maa have en anden Mening end De, skønne Senorita, men jeg taler virkelig ikke af Jalousi men af Erfaring. Jeg har ofte iagttaget saavel Bombatini som andre Matadorer paa nært Hold, og jeg har bemærket, at mange af dem snarere er fejge end modige.

De har en Slags Mod, det er rigtigt. De har Vanemod. De er fra Barnsben bleven stillede overfor en bestemt Fare, og de har lært, hvorledes man skal møde den, og hvorledes man skal tjene Penge derved. Deres virkelige Mod er ikke større end deres, der daglig passer en farlig Maskine, løber paa Tage som Skorstensfejere eller omgaas Sprængstoffer. Det er ikke Mod, der faar dem til at gøre deres Dont uden Nervøsitet. Det er Blaserthed overfor en kendt Fare.

Det virkelige Mod, Senorita, det Mod, som De saa absolut og saa berettiget beundrer, det fordrer mange Egenskaber hos en Mand, mange gode Karakterens Egenskaber, og det viser sig overfor alle Farer, baade fysiske og moralske, men ikke blot overfor en ganske enkelt Slags. Tyrefægtningsdristighed er ikke nok som Prøvesten paa Modets Guld.

Tænk paa Deres egen Stand, Senorita. Den bestaar dog for Størstedelen af Folk, der sjælden roser sig af stort personligt Mod, og dog bevæger de samme Folk sig paa en Scene, hvor Lemme, Kulisser, Sætstykker, Lys og brandfarlige Sager rummer Hundrede af Farer, som Ingen af dem ænser.

Lola Montero havde lyttet opmærksomt til:

— Jeg synes næsten, der er noget idet, De siger, Marquis! Det har jeg aldrig tænkt over.

I det samme lød tre vældige Gongonslag. Bombatini havde sovet ud. Det var Signalet, der lød til, at Selskabet skulde samle sig.

Man skulde alle køre til Torospladsen.