Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 9-13

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II. KAPITEL.

D
D

e to Venner gik ned over Pladsen foran Banegaarden, hvor der var fuldt af saa pragtfulde Uniformer, som man kun ser dem i Spanien og ikke mindst i San Sebastian, hvor Kong Alfons bor om Sommeren.

De sortsmudsede Droskekuske med de klædelige røde Huer prøvede ved Tegn og Tilraab at kapre de to Fremmede. Men Hugo Hjorths Ven affærdigede dem alle med nogle korte spanske Tilraab, der snart fik dem til at skoggerlé, snart til truende at knytte Hænderne.

Vennerne gik derefter ned over en bred Bro, der førte til den egentlige By. Ved Brohovedet sad i et sølle Skur en sort Municipalgardist, der med sin sølvbeslagne Hjelm paa Hovedet og sin sølvknappede Stok i Haanden knejsede saa stolt, som om han var selve Byens Vogter.

— En Fører? spurgte han, idet han med den ene Haand skuldrede Staven og med den anden pegede paa en Mand, hvis røde Næse blussede i Solskinnet som et overmodent Stikkelsbær.

Ogsaa Føreren blev allernaadigst afslaaet, og Vennerne fortsatte Vejen.

To mere forskellige Mennesker skulde man lede efter. Det var næsten, som om de havde fundet hinanden gennem Modsætning paa alle Omraader.

Hugo Hjorth var høj, slank og elegant. Han var iført et splinternyt lyst Sommersæt med hvid, guldknappet Vest; bar høj, graa Hat og havde i Haanden en Stok med fint forarbejdet Sølvhaandtag Hans Haar var ganske lysegult, hans lille opvixede Knebelsbart næsten farveløs og hans Øjne dybblaa. Han talte kun lidt, smilede i Reglen kun halvt og havde et køligt, stille Væsen, der dog ikke savnede en Understrøm af mild Lyrik og Weltschmerz. Han hørte til de Kunstnere, hvem de Jævnaldrende beundrede mere end de Ældre, og til hvem Kammeraterne nærede større Forventninger end Lærerne.

Hugo bliver en stor Kunstner, naar han først bryder igennem Skallen! Det havde man altid sagt indbyrdes paa Kunstakademiets Elevskole. Og Hugo mente forresten det Samme selv, han udtrykte det saaledes:

— Jeg er en Søgende!

Niels var udgaaet fra en meget musikalsk Familie, hvis Medlemmer mere eller mindre havde tilhørt Teaterverdenen, dog mest i underordnede Stillinger i Kor og Orkester. Han var opkaldt efter Niels V. Gade, og han havde været bestemt til at være Musiker fra Barnsben.

— Der er Musik i mig! sagde han. Undertiden er det, som om det spiller og synger i mine Aarer! Det er mit spanske Blod.

Og der var virkelig spansk Blod i ham, ligesom der ogsaa var spansk Klang i hans Navn, i hvert Fald hans Efternavn, thi han var døbt Niels Castella eller rettere Niels Fernando Castella, men Fernando havde han altid udeladt hjemme, fordi han ikke vilde have, at man skulde gøre Nar af ham.

Iøvrigt havde han sit Stamtræ i Orden og nedledte sin Herkomst direkte fra en af de Officerer, der i Brandnatten mellem den 29de og 30te Marts 1808 havde været paa Koldinghus under Befaling af Bernadotte, Prins af Ponte Corvo og senere Konge af Sverrig.

Det var da ikke saa underligt, at Niels Castella havde sværmet for Spanien fra Barnsben, og at et Besøg i det Land, han kaldte sin Hjemstavn, havde staaet for ham som hans Livs skønneste Drøm.

Saasnart han havde faaet det Anckerske Legat som Anerkendelse for en lille Opera, der var bleven opført paa det kgl. Teater, var hans Beslutning strax taget: Han vilde til Spanien! Og dér havde han nu allerede turet om i fem Maaneder fra Valladolid til Gibraltar og fra Salamanca til Barcelona, medens han overalt opsamlede og studerede gamle, spanske Folkemelodier.

Indtil han nu var indtruffet i San Sebastian efter Løfte.

Thi Hugo Hjorth og Niels Castella havde kendt hinanden, fra de var ganske unge Mennesker. Den Dag, da de fik at vide, at de Begge havde faaet Rejsestipendiet, omfavnede de derfor hinanden af Glæde og lovede hinanden ved et Glas i „Bodega“, at de vilde tilbringe den sidste Maaned i Udlandet sammen.

Da Hugo Hjorth havde studeret i Paris, og Niels Castella havde fartet rundt i Spanien, var den dejlige Grænseby ved den biskayske Bugt det naturlige Mødested.

Og nu rullede den lille, iltre, sortmankede Castella som et pustende Automobil ved Siden af sin Ven, medens han med store Haandbevægelser og mange Ord forklarede ham Alt, hvad de saa paa deres Vej. Han svedte, saa Vandet drev af ham, skønt han ikke bar Flip, men kun en ulden Sportsskjorte og over den en hvid Lærredsjakke. Paa Hovedet havde han en mægtig Straahat af dem, som Arbejderne gaar med i Havnestæderne, og under Hatten væltede Polkahaaret i et filtret Fald helt ned over Skuldrene. Paa Fødderne havde han nogle underlige brogede Sutter, der nærmest lignede udtraadte Morgensko, som var bleven snøret sammen med Seglgarn.

— Hvorfor skal man pynte sig, sagde han pludselig som en Art Undskyldning overfor et mønstrende Blik fra Vennen. Her er jo Ingen, der kender En, hvad Fornøjelse har man saa af det.

— Naa, hjemme pynter Du Dig da forresten heller ikke.

— Nej, hjemme! Der véd de jo, hvem jeg er. Saa der behøves det ikke.

— Senor Fernando! Senor Fernando! lød det i det Samme med kvindelig Røst fra en Balkon, og man saa et viftende Tørklæde i Luften.

Niels rev i en Fart Næseklemmen af, saaledes som han altid gjorde, naar han skulde se langt. Saa trak han et stort, mindre propert, rødt Silkelommetørklæde op af Lommen og viftede til Genhilsen.

— Hedder Du Fernando? spurgte Hugo Hjorth forbavset.

— Ja, det er sandt! Husk paa det. Her hedder jeg altid Fernando. Det falder bedst paa Tungen. Dig maa vi ogsaa have døbt om.