Kunstforlaget »Danmark« København Matadora


Carl Muusmann - Matadora.djvu Carl Muusmann - Matadora.djvu/6 75-78

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

XV. KAPITEL.

S
S

iden den Dag, da Udflugten til Biarritz havde fundet Sted, var der hos Lola Montero indtraadt en vis Kølighed overfor Matadoren Bombatini, som hun tidligere havde omfattet med saa stor Beundring.

Han mærkede det nok, men han lagde ikke videre Vægt derpaa. Han betragtede det som en Lune, som en af disse Overgangsperioder, der altid indtræder med Mellemrum hos Kvinder med stærke Lidenskaber. Han var sikker paa sig selv og opdagede heller ikke nogen Rival i sine Omgivelser.

Maaske var det Billedet, der optog Lola Montero saa stærkt, thi den spinkle, blonde Malers Person var det næppe. Mod ham nærede Matadoren ikke nogen Skinsyge. Han betragtede ham kun som en finere Haandværker.

Hugo Hjorth havde nemlig i disse Brydningsdage, da Lola Montero var opfyldt af mangehaande Betragtninger og derfor trængte til at adsprede sig, faaet Lov tit som Tak for Portrætet at male et stort Gruppebillede, i hvilket hun selv var Hovedfiguren, medens Toreadorerne med Matadoren Bombatini i Spidsen dannede Staffagen.

Det var lykkelige Dage, fulde af Arbejde og Spænding, med en mild Understrøm af Kærlighedsrus, der holdt Kunstnerens Fantasi og Farvesans under et uafbrudt Højtryk.

Han havde aldrig malet som netop nu, og han følte, at han maaske aldrig i sit Liv vilde komme til at male saaledes. Derfor udnyttede han hvert Sekund i denne vidunderlige Arbejdsperiode, der fyldte ham med en saa overstrømmende kunstnerisk Lykke.

Staffeliet med Lærredet stod inde i en skyggefuld Akasieallé i den vidtstrakte Have, som laa udenom Bombatinis Palæ. For Enden af Alléen saa man i en Udhugning ud over det blaa Hav, og med denne lysende Baggrund stod under Træernes Skygge de maleriske Modeller en efter en for ham og undertiden i Gruppe.

Hele Tyrefægterkolonien havde faaet Interesse for Billedet, ikke mindst af Høflighed og Beundring for den skønne Matadora, der var Hovedpersonen. Og hun fyldte Kunstneren med lige stor Iver og Arbejdslyst, enten han havde hendes pragtfulde Skikkelse foran sig som Model, eller han følte hendes Blik bagved sig, følgende Penselens mindste Bevægelser.

Castella, der til en Begyndelse var fulgt med sin Ven som en Art Hjælper, blev hurtigt fortrolig med Tyrefægterne, ikke blot fordi han kunde Spansk, hvad de næsten betragtede som et Vidunder hos en Nordbo, men ogsaa fordi han spillede saa fortrinlig paa Guitar. Naar Matadora stod Model med Cigaret i Munden, medens Tyrefægterne grupperede sig kurtiserende om hende, og Castella rørte Guitaren som en Art Akkompagnement til de Penselstrøg, der stadig førte Arbejdet et lille Skridt videre, saa kunde Sceneriet minde om det, vi kender fra de store Renaissancemaleres Tid.

Midt i denne Periode faldt Sæsonens største Væddeløb, hvortil Bombatini havde indbudt hele Selskabet. Marquis de Plane skulde optræde som Gentleman-Jockey.

Dagen blev pragtfuld, da den unge Kong Alfons XIII selv var kommen ind fra sin Villa „Miramar“ for at uddele Præmierne.

Skønt det vrimlede med pragtfulde Toiletter paa Sadlepladsen, havde Matadora dog ogsaa idag forstaaet at vælge sig et Kostume, der skulde vide at vække Sensation om hendes allerede i Forvejen saa kendte Skikkelse.

I Stedet for Overstykke havde hun nemlig helt hyllet sig i en hvid Burnus af den Art, som Araberne bærer. Den var hist og her besat med Guldknapper, og den lod ved sin Mangel paa Ærmer de smukke, hvide Arme være blottede. Kun af og til saa man som i et Glimt en diskret Antydning af det elegante Parisertoilette, som blev baaret underneden.

Skønt Matadora uafbrudt var omsværmet af sine Beundrere, fik hun dog et Øjeblik Lov til at tale alene med Marquis de Plane. Det var, da han i sit flotte Jockey-Kostume kom tilbage fra Dommertribunen efter at have modtaget Damernes Ærespræmie af Kongens Haand.

— Til Lykke! sagde Matadora og betragtede med Velbehag den elegante Rytter, der endnu blussede efter Ridtet.

Marquien greb galant hendes Haand og førte den til sine Læber, medens Lola Montero smilede, og Mængden strakte lange Halse.

— Jeg har tænkt meget over, hvad De i sin Tid sagde til mig om Mod, Marquis de Plane.

Jeg er kommen til det Resultat, at De maaske har Ret. Men det var jo netop Deres Teori, at Modet skulde prøves paa mange forskellige Maader.

To Gange har jeg nu set Dem være kæk og modig, selv om det ikke har været paa Torospladsen, hvor jeg vedblivende tror, at der udfordres størst Mod, om det nu ogsaa er af en egen Art.

Lad mig se Dem vise Deres Mod for tredie Gang, saa er det ikke umuligt, at det alligevel bliver Dem, der vinder den egentlige Damernes Ærespris.

Marquien bøjede sig aller og kyssede paany Lola Monteros Haand, idet han sagde med Heftighed:

— Saa gælder det kun om Lejligheden, thi mit Mod vil altid sprudle som et Væld, naar Deres dejlige Blik rammer mit Hjertes Klippe.

Og med denne galante spanske Kompliment forlod Marquis de Plane som en af Mændene misundt Mand Sadelpladsens Primadonna, den skønne Matadora.