Digte 1860/Bertel og hans Æsel

Th. Gandrup Kjøbenhavn


E Bøgh Digte 1860.djvu E Bøgh Digte 1860.djvu/7 33-Billede

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Bertel og hans Æsel.




Men himmel! då upphöjde åsnan sin röst
och Bileam lyssnade häpen och hörde.
W. v. Braun.




Der var engang en Bondemand,
som havde grumme lidt Forstand,
men megen Lyst til Drik og Spil —
Ja I maa lægge Mærke til,
at han var ikke her fra Landet!
Hos os er Bonden klog og dannet
og har kun gode Egenskaber;
nej, mellem os: Han var en Schwaber. —
Han havde flittig spillet Kort
i Vintrens Løb; men tænk hvor haardt!
de Andre toge Stik paa Stik,
men Alt hvad stakkels Bertel fik
var Beter. Dem fik han i Mængde,
og det af en forsvarlig Længde,
og før han ret fik seet sig om,
var Pungen tom.

Nu, det er svært at leve længe
foruden Penge.
Det mærked Bertel, og det kneb

tilsidst saa haardt, at Staklen greb
til Det, han nødigst vilde vælge:
han maatte sælge
sit Kjæreste, sin Øjesteen:
en gammel Ven paa fire Been,
en Ven, han kunde stole paa,
som i hans Huus var bleven graa,
en Ven med Svands og lange Ører —
Det var hans Æsel som I hører!
Som sagt, tiltorvs han maatte trække
sin bedste Ven,
og tause hen
ad Vejen vandrede de Begge.
Hvad Æslet tænkte, veed jeg ej saa lige;
hvad Bertel tænkte, det er let at sige —
han tænkte højt. Han sukked af og til:
„Gid Fanden havde alt Slags Kortenspil!.“

Det fik to Skjelmer just at høre,
og hvad har de at gjøre! —
Mens Bertel vandrer taus og tryg,
de løse Æslet bag hans Ryg;
den ene trækker af med Dyret,
den anden tager Grimen paa,
og gaaer istedet for den Graae.
Det var — det maatte han forstaae —
det Fiffige i Eventyret.
Og Bertel gik som for afsted
og trak sin nye Æsel med,

og snart han sukked een Gang til:
„Gid Pokker havde Kortenspil!“
Da gøs det i ham, han foer sammen;
thi Æslet bagved svarte „Amen!“ —

Han vendte sig, og saa og saa,
hans Tankegang gik reent istaae.
Der stod hans Æsel jo skinbarligt
med Burer, Vest og Frakke paa;
det var aldeles uforklarligt,
ja endnu meer: det havde talt!
Det gik for vidt, det var for galt
ved høj lys Dag at have seet
et saadant Tegn!
Om det var skeet
for en Profet,
en Provst, en Præst, saagar en Degn,
ja i det Hele taget
en Mand af Faget,
det kunde være rimeligt;
men Bertel var ej vant til Sligt,
han svimled og fik ondt, den Stakkel.
Da raabte Æslet: „Kjære Ven!
saa kom dog til Dig selv igjen
det er jo bare et Mirakel!“

Nu vel! Det er en afgjort Sag:
den første Gang vi høre
et Æsel holde Foredrag,

saa troe vi knapt vort Øre;
men da det hænder os saa tidt,
vi vænne os lidt efter lidt
til Det, som til saa meget Ander,
som maa forbause Folk fra Landet.
Saa gik det Bertel med; han kom
sig snart, da han fik tænkt sig om,
og efterhaands blev han fortrolig
med Æslets nye Skabelon.
Da han betragted Sagen rolig,
han fandt,
hvad der var ganske sandt,
at den forvandlede Person
dog havde mange Træk tilbage
fra gamle Dage,
og snart kom de saagar
i Passiar,
thi Bertel bad om lidt Forklaring
af denne Aabenbaring
og Æslet gav til Svar:
„Jeg var engang en ærlig Bonde,
men jeg blev fristet af den Onde,
og jeg forfaldt. Jeg spilled Kort,
og spilled al min Velfærd bort.
— Jeg spilled som en Æsel, seer I! —
Og, da der snart var ikke Meer i
den hele Verden, som var mit,
saa prøvede jeg min Credit,
og laante Penge af min Ven.

— Det var en Æselstreg igjen! —
Jeg spillede paany, blev Beet
og tabte Alt, og blev beleet,
og det med Ret:
— jeg spilled nemlig meget slet.
Kort sagt: snart var jeg saa complet
en Æsel, at det gik mig lige
som Kongen udi Babels Rige —
min Æselagtighed slog ud.
Paa een Gang følte jeg, min Hud
blev haarbedækket, tyk og graa;
det var, som jeg fik Skindpels paa,
og mine Øren, begge to,
blev ved at groe og groe og groe,
indtil de naaede tre Qvarteer,
og da jeg saa tillige seer,
en hæslig Hale sænke sig,
heelt ned til mine Hæle,
saa kan man sagtens tænke sig,
jeg tabte Maal og Mæle.
Jeg saa: nu var jeg da i Alt,
hvad jeg kun før var halvt om halvt,
et rigtigt Æsel — det var haardt,
og dog, det skulde blive værre!
Jeg led al mulig Skam og Tort.
Til Slutning fik jeg Jer til Herre.
Jo, jo! Jeg led
hvad Ingen veed,
fordi jeg fandt mig taus deri.

Dog nu er Straffens Tid forbi,
forbi er min Forvandling —
Ak Bertel! Om I gav mig fri,
Det var en nobel Handling!“

„Gaa“, svared Berlel, „Gaa Din Vej!
At holde paa Dig nytter ej.
Som Æsel havde Du Værdi,
men nu — ja nu er det forbi!
Dig vil min Sandten Ingen kjøbe.
Du har Din Frihed! Du kan løbe.
Men vogt Dig vel for Kortenspil,
nu veed Du, hvad det fører til!“

Og Skjelmen løb ad Vejen frem,
og Bertel vandred langsomt hjem,
men svor en Ed af Hjertens Grund,
fra denne Stund
til evig Tid at skye Klør-Knægt
og al hans Slægt
fra Kongen lige ned til Toen.
Og — hvad maaskee I neppe troer —
han holdt sit Ord:
man saa ham aldrig meer i Kroen.

Og det var en Forandring, som
kom Manden svært tilgode.
Da Somren gik, og Høsten kom,
var han igjen paafode;

og første Markedsdag man saa
ham nok saa stolt til Staden gaae
med Uhr og Meerskums Pibe paa,
og veed I hvad hans Reise gjælder?
Han vil vel kjøbe Bagateller? —
Ak nej, det skal I ikke troe!
Et Æsel da? — Nej hele to.
Nu var de onde Dage omme;
han havde Penge i sin Lomme.
Og Æsler fandt han tusindtals,
Ethvert af dem, som var tilfals
betragter han med Kjenderblikke;
da studser han —— han fejler ikke ——
i Flokken kjender han igjen
sin gamle Ven.
Ret som de Andre staaer den der
paa alle Fire; ja, den seer
saa dum, saa flau og saa fortabt
og æselagtig ud, at knapt
en Anden skulde kjende den
iblandt saa mange Ligemænd;
men Bertel kjendte den, og snart
var Alting ham aldeles klart —
han havde megen Æselkundskab! —
Han udbrød: »Stakkels gamle Ven,
er det nu saadan fat igjen!
Der seer Du Verdens Ondskab.
Det var jo det, jeg sagde sidst —
men hjalp Formaningen? Jo vist!

Nej — Du har spillet Kort endda!“
Da hulked Æslet rørt „Hi—ja!“
Men Bertel trak paa Skuldren blot:
See der! Nu har Du det saa godt.
Nu kan Du gaae med Aag og Grime
som Æsel til Din sidste Time —
Jeg veed det med mig selv min Ven,
at man kan blive Folk igjen,
fordi man een Gang var forfalden;
men kommer man igjen paa Spil
og bliver Æsel een Gang til,
saa kan Du troe, man døer i Stalden.“




„Nej — du har spillet Kort endda!“
Da hulked Æslet rört: „Hi — ja!“