P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 80-83

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Casse.

Ekstraordinær Assessor i Højsteret. Født 1. April 1803.


Naar de store Slagdage i Folkethinget fylde dets ellers tyndt besatte Tilhørerpladser med tilfældige Nysgjerrige, der, under stadig Venten paa, at det skal blive morsomt, sidde og kjede sig lumskt, saa stikkes jævnlig Hovederne sammen for at faa at vide, hvem den eller den Rigsdagsmand er, som netop træder ind i Salen. Navnlig kan man være vis paa at se et Udslag af denne Videbegjærlighed, hver Gang en Mand viser sig, som i sit Ydre antyder, at han godt kunde være Indehaver af et af de Navne, der i Aarenes Løb have trængt sig ind i Folkebevidstheden. Oplysningen er ofte en Skuffelse, som man dog tager sig let.

Nu, efterat Punch har aabnet sit fortræffelige Billedgalleri for gode Efterligninger af vore folkekaarne Mænd, blive Spørgsmaalene sjældnere og afløses gjerne af en glad Gjenkjendelse — hver Gang et kjendt Ansigt bæres frem paa sin naturlige Krop. Men Punch er jo ikke trængt ind allevegne og har jo langtfra faaet alle med, saa at Spørgsmaalet: „Hvem er han?” endnu jævnlig kræver en Oplysning, som de Helbefarne i dette Farvand pleje at give med stor Beredvillighed.

Man kan være vis paa, at naar Portièren for Indgangsdøren drages tilside af en gammel, hvidhaaret Mand, der humper ind i Salen og tilsyneladende hverken kan høre eller se, saa spørges der livlig af de uerfarne. Det er let forstaaeligt; thi Mandens Ydre, det markerede Ansigt, de kolde, haarde Træk, det energiske, vredladne Udtryk, den høje brede Pande, der omgives af et kraftigt, lidt skjødesløst behandlet hvidt Haar, Alderen, Baandet i Knaphullet — alt tyder paa Veteranen og meget paa at han kan have været en af de store Kæmper. Det er imidlertid sjælden, at Svaret tilfredsstiller; de fleste spørgende kjende ikke meget til Casse, og der følger gjerne en Bemærkning om, at „han er vist for gammel”. Man følger dog Manden med Øjnene, og naar han saa har sat sig enten paa sin Plads eller i en af Vinduesfordybningerne, ser det ganske ud som om den gamle Mand hverken hørte eller saa, hvad der passerede.

Hvor forbavset vilde de samme ukyndige ikke blive, naar de vidste, at der maaske paa hele Rigsdagen ikke findes en eneste Mand, der i den Grad omhyggelig og interesseret følger Forhandlingerne som Casse, og hvor forbavsede ere de ikke ofte blevne, naar de saa den gamle Mand rejse sig og fra hans Læber hørte et kraftigt, ungdommeligt Organ og stor Talefærdighed. Casse er nemlig kun af Ydre en affældig Mand; i hans Indre strømmer endnu et Væld af den mægtige Ungdomskilde, der engang sprudlede der. Den utrolige Hukommelse er endnu i fuld Kraft, og den skarpe Forstaaelse og Vurdering af Situation og Argumentation ligeledes usvækket.

Ingen kan opfatte og referere mere paalidelig end Casse, men heller Ingen trækkes der saa stærke Veksler paa i den Retning, som paa ham. Har en Højremand været fraværende under en vigtig Diskussion eller er i sin Fraværelse bleven angrebet, saa kan man ved den fraværendes Indtrædelse i Salen se Højremænd samle sig om ham for at meddele, hvad der er sket, men det varer ikke længe, før der spørges: „Hvor er Casse?” thi han er Manden, der tit bedre og rigtigere end selve Rigsdagstidenden kan referere det forefaldne. Saa forsvinder Casse med den Paagjældende i en Vindusfordybning og giver en utrolig nøjagtig og detailleret Fremstilling af den hele Sag. Erfarne Politikere paastaa, at Casse kan sidde i saa langt et Møde, det skal være, og dog, naar han gaar derfra, have det friskeste og nøjagtigste Indtryk af de mange Talere og af, hvad der er sagt. Man siger, at Casse aldrig, end ikke da han var Minister, noterede noget, alt laa fuldstændig klart tilrede i hans Hukommelse. Det er for en Politiker en ypperlig men saare sjælden Egenskab. Det skulde være Krieger eller Monrad, der i saa Henseende kunde gjøre Casse Rangen stridig.

Casse er en fremragende Jurist, til hvem der i tidligere Dage knyttedes Forventninger i videnskabelig Retning. Han blev dog hurtig draget ind paa den praktiske Embedsvej og helligede den sine Kundskaber og sine Evner. Derved blev hans videnskabelige Bane afbrudt, og det er nærmest nogle faa juridiske Værker, nogle Forelæsninger og Titlen „Dr. juris”, der minde om Videnskabsmanden. Han er endnu i Embedsvirksomhed, nemlig som ekstraordinær Assessor i Højsteret, og han foredraget Kirkeret ved Pastoralseminariet i Kjøbenhavn, hvor den lærde Jurist arbejder sammen med de tre Gejstlige: Biskop Martensen og Provsterne Fog og Rothe.

Casse lokkedes tidlig ind paa den politiske Bane. Allerede i 1852 stod han paa Valgtribunen i Hovedstadens 7de Kreds og besejrede C. V. Rimestad. Aaret efter hævdede han Pladsen ligeoverfor Overretsprokurator Trojel, men allerede i 1854 udtraadte han og afløstes af Brygger Jacobsen i tre Samlinger og derefter af Oberst, Skomagermester Lier. I 1861 stillede Casse sig atter og har siden repræsenteret Valgkredsen, kun af og til forulempet af smaa Socialistrørelser.

Da Hall efter det kortvarige Rottwittske Ministerium den 24. Februar 1860 paany overtog Dannelsen af et Kabinet, fik Casse Sæde i dette som Justitsminister. Han blev i sin Tid anset for en dygtig og energisk Minister, men egentlig afholdt i denne Virksomhed var han næppe. Hans Væsen og Optræden virkede ikke altid tiltalende. Han tog sig meget af Arrestvæsenet og Arresternes Tilstand og foretog i den Anledning en Rejse omkring i Landet, hvor han, naar Tilstanden ikke var tilfredsstillende — hvad den nok sjælden var —, just ikke skal have været synderlig elskværdig.

Da Monrad den 31. December 1863 dannede sit skæbnesvangre Ministerium, gik Casse over i det, men det synes ikke, som om Monrad nærede stor Begejstring for sin Justitsminister; thi han har ved en senere Lejlighed fremhævet, at medens Casse var et meget brugeligt Medlem af det Hallske Kabinet, svarede han ikke til Forventningerne i det Monradske.

Casse er en skarpsindig Mand, et godt og klart Hoved. Han taler meget flydende og med stor Lethed; hans Stemme er høj og kraftig, men noget haard og stødende, hvilket gjør det til en noget blandet Nydelse at høre ham tale. Hans Argumentation er klar og koncis, og hans Tanke saare let at følge.

Han taler nu meget sjælden, men naar det en enkelt Gang sker, lytter man altid efter; thi det er da et virkeligt Bidrag til Diskussionen, der bliver ydet. Nu kan han timevis sidde urokkelig paa sin Plads uden nogensinde af Debatten at lade sig henrive til at afbryde selv en nok saa udfordrende Taler, og det skal være saare sjældent, at man i Minespil eller Hovedbevægelser kan spore, om han er med eller imod Taleren. En Gang, da Venstrebladene vare betagne af en dydig Indignation over enkelte Højremænds stigende Tilbøjelighed til at attakere Venstretalerne, blev Casse og Fenger nævnte som lysende Eksempler paa taktfulde og stilfærdige Tilhørere. Kun naar hans fine juridiske Ører afficeres af Betragtninger, der med Suffisance udgives for juridisk Indsigt og Visdom, medens de i Virkeligheden ere urigtige har den gamle Casse vanskeligt ved at styre sig, saa kan han ikke sidde rolig paa sin Stol.

Casse hører til den gamle nationalliberale Skole med dens Fejl og dens Fortrin, uden at Fejlene dog hos ham træde frem i en saa utiltalende Skikkelse som hos andre af Partiet. Indenfor Højre har man megen Tillid til Casse og stoler fuldt ud paa ham. Det kan man ogsaa; thi hans politiske Standpunkt er rent og klart, uden fjærneste Tilsætning af det Blakkede. Man ved altid forud, hvor Casse staar.

Ved sidste Valg fremkom der Udtalelser om, at han paa Grund af Alder burde trække sig tilbage, men Casse selv følte endnu Kraft og Lyst til at blive ved, Alle vare da enige om, at han burde vælges. Og saalænge han endnu raader over saa mærkelige Evner, som han gjør, saalænge han endnu har usvækket Lyst til det politiske Liv, saalænge bør man være glad ved at beholde en Mand som Casse — en af de hæderligste Veteraner, vort politiske Liv har tilbage fra Frihedens Vaardage.