1

Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu Danmarks Riges Historie - vol 1.djvu/ 62-68

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

II.

Grækernes og Romernes første Kundskab om Danmark og de nordiske Folk.

De store Begivenheder i Middelhavslandene gav ingen Genlyd heroppe i Norden. Intet Øje fulgte herfra med de sydlige Rigers Fald og Rejsning, med Xerxes’ Tog, Aleksanders Erobringer og Hannibals Kampe. Vi stode uden for Verdenshistorien. Kun i Vaabens og Redskabers Former mærkedes Paavirkninger af Sydens Kultur, sædvanlig dog hentede paa anden Haand; stundom trængte ad Handelsveje Genstande fra Middelhavets Riger op til Norden. Men ingen af Sydens Mænd naaede saa langt frem, at han kom til at staa Ansigt til Ansigt med en Nordbo. Herfra fandtes kun een Undtagelse, men Beretningen derom lød da ogsaa saa sælsom for Grækeres og Romeres Øren, at den hurtigt foragtedes som en løgnagtig Fabel, prangende med falske Farver.

Paa Aleksander den stores Tid besluttede en lige saa dristig som genial rejsende, Pytheas fra Massilia (Marseille), at skaffe sig Erfaring om, hvor langt den »menneskelige Beboelse« strakte sig mod Nord. Hans Rejse og hans Skrift derom satte allerede i Oldtiden Geografer, Astronomer og Historikere i travl Virksomhed, ligesom Tænkere og Digtere fik ved ham nyt Stof for deres Fantasi. Men til Ulykke for hin rejsende var hans Bog mere omtalt end kendt; de fleste hørte om hans Beretning kun paa anden og tredje Haand, og i Nutiden ere vi desværre ikke bedre stillede, da hans Skrift er tabt. Man vil nedenfor finde de Forfattere angivne med Løbeskrift, hos hvem vi høste Kundskab om Pytheas[1]; de have dog ikke kendt selve Pytheas’ Bog »Om Oceanet«, de have hentet deres Kundskab i Skrifter af Videnskabsmænd, hvis Meddelelser herom ere gaaede under (disses Navne ere ligeledes anførte nedenfor). Medens nu de ældste Forfattere, der benyttede Pytheas’ Bog, saaledes den ypperlige Matematiker og Geograf Eratosthenes og Oldtidens største Astronom Hipparch, ikke tvivle om Sandheden af hans Fortælling eller om den videnskabelige Nøjagtighed af hans Maalinger, gør derimod Historikeren Polybius sig lystig over de Løgne, som Pytheas har kunnet binde den lettroende Eratosthenes paa Ærmet, Geografen Strabo kalder Pytheas for »den største Løgnhals« og siger, at overalt, hvor man er i Stand til at kontrolere ham, beretter han falskt. Imidlertid har den nyere Tids Forskning gennemskuet de mangfoldige Misforstaaelser og den Skinsyge, for hvilke Pytheas har været udsat; man har faaet Øje for, hvad der var hans Beretningers rette Indhold, og paa mange Maader fundet hans Angivelser bekræftede.

Pytheas var Borger i Marseille; han var en Mand med udmærkede astronomiske og geografiske Kundskaber, saaledes har han bestemt sin Fødebys Polhøjde med en Nøjagtighed, der grænser saa nær til det rigtige, at man maa forbavses derover. Utvivlsomt har Trang til at gøre videnskabelige Opdagelser og Iagttagelser tilskyndet Pytheas til at foretage sin dristige Rejse; han har villet granske Jordens Form og Størrelse og tage Bredebestemmelser paa fjerne Kyster for at vinde et sikkert Grundlag for den matematiske Geografi. Fra Gallien har Pytheas styret mod Britannien, ved hvis Strande han gjorde Iagttagelser over Ebbe og Flod og for første Gang paaviste Tidevandenes Forbindelse med Maanens Løb. Britannien beskrives af Pytheas som en Ø og en Trekant, hvorfor han sandsynligvis har besejlet det meste af Landets Kyster; han kender ogsaa Ierne (Erin d. e. Irland) og ligeledes to Øgrupper Nord for Britannien, vistnok Hebriderne og Orkneyøerne. Pytheas har under Sejladsen tillige nøje iagttaget Stjernehvælvingens Drejning og set, at ikke selve Polarstjernen, men et tomt Sted i Nærheden af den er Himlens Drejningspol.

Efter seks Dages Sejlads fra Britannien naaede Pytheas Øen Thule. I disse Egne, fortæller han, var Natten ganske kort; paa de Steder, hvor han landede, varede Mørket kun to Timer, andre Steder tre, saa at Solen efter en kort Stunds Forløb igen stod op. Barbarerne viste ham ogsaa, hvor Solen havde sit Hvilested (d. e. den Egn, hvor Solen ikke gik ned, men ligesom hvilede paa Horisonten, førend den atter steg). Der kan næppe være Tvivl om, at Landet, til hvilket Pytheas er sejlet, har været Norge; han er kommet til Vestkysten, vistnok omtrent ved Molde. Nogle Forskere have opfattet Thule som Island, men det gaar allerede af den Grund ikke an, at Pytheas kom til et beboet Land, medens Island først opdagedes og blev bebygget et Tusind Aar senere.

Pytheas giver i øvrigt forskellige Oplysninger om Thule. Vejrliget var koldt og fugtigt, men der voksede Korn, som han gav Navnet Hirse, hvis Aks man afskar og bragte i Lader, hvor det tærskedes. Frugter modnedes, om end ikke af Sydens ædle Art, og Befolkningen tilberedte en Drik af Korn og Honning. — Højere mod Nord end de saaledes beskrevne Egne er Pytheas vist ikke naaet; derimod har han faaet Meddelelse om, at der nordligere fandtes et stivnet Hav, samt om et mærkeligt Naturfænomen, som han nærmere beskriver; men her ere hans Meddelelser, som kun ere naaede til os paa tredje og fjerde Haand, saa dunkle, at enhver Tydning bliver usikker.

Men naaede Pytheas da ikke ogsaa de danske Kyster? Man kan af Beretningerne se, at Pytheas paa et eller andet Tidspunkt af sin Rejse er bøjet langs Galliens Kyst til Rhinmundingen og hinsides denne er kommen til en Kyst med mange Øer, vistnok de frisiske Øer ved Hollands og Hannovers Kyst, endvidere til en Strand lige over for Teutonerne, hvor Havet afvekslende overskyllede Landet og lod det ligge frit; derfra kunde man med een Dags Sejlads naa Abalus, paa hvilken Ø Rav skylles i Land af Bølgerne. Tre Dages Fart herfra var atter en uhyre stor Ø Baltia (Basileia.)

Man vil se, at det her bliver vanskeligere at udpege, hvilke geografiske Punkter han sigter til, og endnu mere at genkende Navnene i Nutidens Betegnelser. Det Naturforhold, som vakte hans Opmærksomhed, at Land afvekslende kunde være Fastland og overskyllet, har Pytheas dog vist iagttaget ved Jadebugten, og Øen Abalus har da været Helgoland, den fjerne, store Ø Jylland. Saa meget er i hvert Fald vist, at Pytheas’ Beskrivelse af Naturforholdene passer fortræffeligt til Vesterhavet og dets Strande, hvorimod der ikke er mindste Antydning af, at han skulde være naaet til Kattegat eller Østersø.

Af Grækerens mærkelige Rejseskildring faa vi saaledes ikke direkte nogen Oplysning om vort Land. Vi erfare dog, at Teutoner have været vore sydlige Naboer, vi høre om Ravhandelen, og vi faa forskellige Oplysninger om Norge. Jyllands Tilværelse har været Grækerne og Romerne bekendt, men det var ogsaa Yderpunktet for deres Viden. Ud over disse nordlige Lande ligger hint Thule, som Oldtidens Fantasi aldrig kunde slippe og som var paa alles Munde. Den romerske Tænker Seneca (som døde 65 efter Kr.) spaar saaledes, at der engang vil komme en Opdagelsernes Tidsalder, da ikke længer Thule skal nævnes som det yderste af alle Lande; en Snes Aar senere sendte den romerske Feltherre Agricola, der havde underlagt sig store Dele af Skotland, sin Flaade Nord om Britannien, og fra Skibene saa man »Thule« i det Fjerne. Thule findes til enhver Tid dér, hvor den geografiske Kundskab ender; det er det nordligste Land, der kendes. Da derfor byzantinske Lærde i Middelalderens Begyndelse hørte om den store skandinaviske Halvø, kaldte de denne Thule; den er ti Gange saa stor som Britannien, fortæller Prokop, og han meddeler mange Oplysninger om Thuliternes Levevis. Efter at Nordboerne havde opdaget Island, flyttedes Navnet Thule til denne Ø; den islandske Landnámabók, en norsk Krønike saavel som Adam af Bremen betegne den som Thule, og Saxo Grammaticus kalder Islændingerne Tylenses.

Det var altsaa en Græker fra Massilia, som først kom op til Nordsøens Kyster. Men to Hundrede Aar senere naaede Beboerne af disse Kystlande ned til Sletten ved Pytheas’ Hjemby, her blev deres fremstormende Magt brudt; man kunde senere se Massilioternes Vingaarde hegnede med de dræbte Mænds hvide Knokler.

Netop som Romernes Vaaben syntes at skulle trænge sejrende ud over Verden, var der tvende Folkeslag paa March mod de romerske Lande, Kimbrer og Teutoner. Det var Folk, som vare brudte op med alt, med Hustruer, Børn og Gods; stolende paa deres Kraft og deres Vaaben vilde de erobre frugtbare Lande i Syden. De slanke, blonde, blaaøjede Mænd vare ledsagede af statelige, djærve Kvinder, der havde omtrent Mands Højde og Mands Kraft, samt af lyslokkede Børn (»med Oldingehaar«, sagde Romerne). Krigerne havde prægtige Kobberhjelme, store Sværd og lange smalle Skjolde, flere vare panserklædte; mange kæmpede til Hest, dog vare Romerne dem overlegne i Rytterkampen. En ubændig Kraft syntes at raade i disse Folk; med høje Skrig og forfærdelig Larm begyndte de Kampen, og naar de havde sejret, kunde de rase, dræbe Heste, sønderslaa Redskaber eller klynge Fanger op; gamle, hvidklædte Koner ofrede de Fangne og spaaede af Blodet.

Der kan vist ikke være Tvivl om, at Kimbrerne kom fra den jydske Halvø. Man har ment i den gamle Betegnelse Himbersyssel (Himmerland), Landet nærmest Syd for Limfjorden ned til Mariagerfjord, at finde et Minde om det gamle Kimbrerfolk. Fra et sprogligt Standpunkt kan der intet indvendes herimod, idet ved den saakaldte Lydforskydning k bliver til χ, som betegnes ved h (lat. cornu, got. haúrn, dansk Horn). Teutonerne have vel været bosatte i Nordtyskland. Men det gælder om begge Folk som om flere andre af de vandrende Nationer; de opstaa næsten først i det Øjeblik, de vandre ud, og de forsvinde saa mærkeligt lydløst, naar Vandringen er til Ende. Ifølge Fortællingen havde Kimbrerne forladt deres Hjemland, fordi en Oversvømmelse havde lagt det øde. Romerne opfattede Kimbrerne som et Folk af keltisk Afstamning, men der er næppe Tvivl om, at de vare Germaner; den Tids etnografiske Indsigt var ikke stor, og man forstod ikke at holde de tvende Folkeklasser ude fra hinanden. Desuden vare Kimbrerne oprindelig komne til Romerriget gennem Lande, som tilhørte keltiske Folk, og de havde delvis forbundet sig med disse, dengang de overvandt Konsulen Papirius Carbo ved Noreia i Alpe-passerne i Krain (113).

Det var Romernes første Sammenstød med Folkene i Norden. Kimbrerne gik denne Gang dog ikke længere mod Syd, men bøjede over Rhinen ind i Gallien. Under stadige Sejre trængte de frem til Spanien, men vendte derpaa tilbage til Gallien, og efter at de en kort Tid havde forenet sig med det andet vandrende Folk Teutonerne, skilte de sig atter fra dem og satte over Rhinen. Den urokkelige Marius slog imidlertid Teutonerne ved Aix (Aquæ Sextiæ), og Aaret derpaa tilintetgjorde han Kimbrerne, der vare gaaede over Brennerpasset ned til Posletten, i Slaget paa de raudiske Marker ved Vercelli (101). Romerstaten var frelst, og de to hærgende Folks Hære aldeles tilintetgjorte.

Det lykkedes den Gang ikke germanske Folk at erobre Romernes Lande; den Tid vilde komme, men først et halvt Aartusinde senere. Derimod trængte Romernes Hærskarer stadig længere frem over de keltiske og germanske Lande ved det vestlige Ocean og Nord for Alperyggen, og den vaabenstærke, men politisk splittede Republik afløstes af det mægtige, maalbevidste Kejserrige under Augustus.

Drusus var Kejserens Statholder i Gallien og havde Overbefaling over Hæren ved Rhinens Bred; det var hans Plan at tvinge de djærve Germaner ogsaa ved en Kamp fra Havet. En stærk Flaade blev bygget paa Rhinen; med Bataver og Friser til Forbundsfæller angreb han, snart over Land snart fra Søen, de germanske Stammer i Nordsølandene og trængte helt hen til Elben. Imidlertid døde den tapre Yngling (Aar 9 f. Kr.), og det blev hans Broder Tiberius, der fuldførte hans Gerning. Ved nye Hærtog skræmmedes de tyske Folk til at nedlægge Vaabnene. Kimbrerne i Landet hinsides Elbmundingen havde deltaget i de tidligere Angreb, men de sendte nu Bud til Rom og bad om Tilgivelse for deres Forseelse; som Gave medbragte Sendebudene deres hellige Kedel. En romersk Flaade var desuden truende sejlet rundt om Jyllands Kyster.

49. En Sten i Angora-Templets Mur[2].

Paa en Tempelvæg i Asien kunne vi læse, med hvilken Stolthed Romerne saa paa denne Bedrift, at deres Vaaben havde naaet vort Lands Grænser. Vi høre det endog af Kejserens egen Mund. Indbyggerne i Ankyra (Angora), der dengang var Galatiens Hovedstad og et Midtpunkt paa Hærvejen fra Byzants til Syrien, viste deres Taknemmelighed mod den mægtige Hersker ved at rejse et Tempel for ham og Gudinden Roma; paa Indgangssiden til dette indhuggede man i Marmoret en af Augustus selv forfattet udførlig Oversigt over hans Bedrifter. Her hedder det:

Jeg bragte Fred over Germanerne lige til Elbens Munding … Min Flaade sejlede fra Rhinens Udløb mod de østlige Egne lige til Kimbrernes Land, hvorhen aldrig før den Tid nogen Romer var trængt frem enten til Lands eller Vands. Kimbrer og Charuder og Semnoner og andre af Germanernes Folk i disse Lande bad ved Sendefærd om mit og det romerske Folks Venskab.

50. Det ældste Kort over Danmark[3].

Med saa stolte Ord fortæller Augustus om disse Togter. En nærmere Oplysning om, hvor langt Romerne naaede med deres Flaade, giver Naturhistorikeren Plinius, idet han beretter, at »Kimbrernes Forbjerg« blev omsejlet og at man herfra skuede ud over et vidtstrakt Hav. I Ptolemæus’ Geografi (fra o. 130) finde vi endvidere Længde- og Breddebestemmelser for de skandiske Øer, der angives som liggende Øst for den »kimbriske Halvø«; disse astronomiske Observationer kunne vanskeligt være foretagne ved nogen anden Lejlighed end paa hint Søtog, saaledes at Romerflaaden altsaa maa være naaet ned til de danske Øer.


  1. Pytheas Timæus Hipparch Geminus Strabo Pomponius Mela Ptolemæus
    (o. 300 f. Kr.) (o. 300) (o. 140). (o. 50.) (paa Kristi Tid.) (o. 50.) (o. 130.)
    Erotosthenes Polybius Diodor Plinius Solinus
    (o. 200) (o. 140). (o. 30.) (o. 70.) (o. 350.)
  2. Cla[ssis mea per Oceanum] ab ostio Rheni ad solis orientis regionem usque ad fi[nes Cimbroru]m navigavit, quo neque terra neque mari quisquam Romanus ante id tempus adit, Cimbrique et Charydes et Semnones et eiusdem tractus alii Germanorum populi per legatos amicitiam meam et populi Romani petierunt.
  3. Findes paa de Kort, der i Haandskrifterne ledsage Ptolemæus' Geografi fra o. 130 efter Kr.; her efter et græsk Manuskript, bevaret i et Kloster paa Forbjerget Athos, fra o. 1200. Øst for den kimbriske Halvø — Kimbrike Khersonesos — ses den store og de tre mindre skandiske Øer.